Regeringspartier ser positivt på gratis psykolog til unge

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Skulle rød blok løbe med flertallet efter valget, kan unge meget vel se frem til at få økonomisk støtte, hvis de har behov for psykologhjælp.
SF foreslår konkret, at man afsætter 100 millioner kroner årligt til at gøre det gratis for unge at besøge psykologen, og det forslag får en varm modtagelse hos de to regeringspartier.

»Fra radikal side synes vi, at forslaget er rigtig godt, og det er også en prioritering for Radikale Venstre,« siger Marlene Borst Hansen (R), partiets sundhedsordfører.

Også Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) ser gode perspektiver i udspillet fra SF, som han kalder for »sympatisk«.

»Det lyder meget sympatisk. Det er i højsæde hos Socialdemokraterne, at vi skal gøre endnu en indsats i forhold til psykiatriske patienter. Vi er ikke i mål endnu, og det her er et ganske udmærket eksempel på, hvor vi skal bevæge os hen,« siger han.

SF vil de 100 millioner kroner i den pulje afmilliarder, som regeringen har øremærket til sundhedsområdet.

De 100 millioner skal permanent fjerne brugerbetalingen på psykologhjælp for de unge mellem 16 og 24 år.

Selvom de to regeringspartier begge støtter forslaget fra SF, vil de dog først være med til at sætte kroner og øre på, hvis der efter valget tegner sig et rødt flertal.

»Jeg kan ikke sige præcis nu, hvordan de 39 milliarder, som regeringen har afsat til velfærdsforbedringer, skal bruges. Jeg kan ikke derfor ikke give håndslag på, at det er der, pengene skal tages fra. Men jeg synes, det er et godt forslag, som man ikke kan være uenig i,« understreger de Radikales Marlene Borst Hansen.

At lige netop de unge skal slippe for brugerbetalingen, giver god mening, mener Flemming Møller Mortensen:

»De unge har ikke så mange penge og har ofte mange ting, de gerne vil med pengene, de så har. Vi ser derfor, at en stor gruppe unge fravælger tandlægen, fordi der er en egenbetaling, når de er blevet over 18 år. Det er meget ugunstigt, og derfor er jeg sikker på, at gratis psykologhjælp vil kunne hjælpe nogen, som ellers ikke ville tage imod tilbuddet,« siger han.

Adspurgt om det ikke er de unges eget ansvar at prioritere deres midler, når studerende eksempelvis får penge fra staten i form af SU, svarer Flemming Møller Mortensen:

»Sådan synes jeg slet ikke, man kan tale om det. Hvis en ung har angst eller depression og har brug for hjælp, så skal hjælpen være der.«

Powered by Labrador CMS