Rekordmange danskere søger feriehjælp

Foto: Christian Lindgren/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er sommerferie, og for mange danskere betyder det familietid, nye minder og ikke mindst ferieoplevelser.

Men for et stigende antal danske familier er forlystelsesparker og sommerhusture ingen selvfølge, og de søger derfor om økonomisk støtte til at kunne holde ferie.

Ifølge tal fra Arbejdsmarkedets Feriefond har i alt 27.000 vanskeligt stillede familier og børn således i år modtaget penge til et ferieophold. Det er godt 5.000 flere end sidste år, hvor feriefonden hjalp 22.000 familier med en bevilling på i alt 43,5 millioner kroner.

I år har fonden uddelt i alt 53,3 millioner kroner til ferieophold, og ifølge direktør Nina Löwe Krarup taler tallene for sig selv.

»Vi ser ingen tegn på, at behovet for feriehjælp er aftagende. Snarere tværtimod,« siger hun og uddyber, hvilke familier der særligt søger hjælpen:

»Der tegner sig et klart billede af familier, som ikke alene kæmper med en presset økonomi, men som derudover også er ramt af ganske alvorlige psykiske eller fysiske lidelser, misbrug, vold, isolation eller andre former for alvorlig mistrivsel. Så det er hårdt pressede familier.«

Voksende ulighed

Ifølge professor John Andersen, der forsker i blandt andet fattigdom på Roskilde Universitet, afspejler det stigende antal danske familier, der søger feriehjælp, en voksende ulighed i samfundet.

»Vi har fået en større ulighed i bunden af samfundet, og der er en større gruppe af familier, som er økonomisk sårbare. Vi har folk, der er faldet ud af dagpengesystemet. Der er folk, som er på kontanthjælp, mens nogle også stadig er ramt af en boligkrise og har et mindre rådighedsbeløb. Det er generelt blevet strammet op, og det er det, vi ser konsekvenserne af nu,« siger han.

Blandt de 29 civile og humanitære organisationer, der samarbejder med Arbejdsmarkedets Feriefond om at formidle feriehjælpen, er Dansk Folkehjælp, som de seneste år også har oplevet en stigende interesse for feriehjælpen. I år har organisationen formidlet knap 11,5 millioner kroner til fattige og socialt udsatte familier, og ifølge generalsekretær Klaus Nørlem bliver behovet for feriehjælp næppe mindre de kommende år.

»Vi oplever år for år et stigende antal henvendelser omkring feriehjælpen. Vi har målt på fattigdommen en række år, og vi kan se, at der er en stigning i antallet af mennesker, som lever i fattigdom,« siger han og understreger samtidig vigtigheden af fortsat at kunne støtte de økonomisk svageste i samfundet:

»Vi skal give familierne de samme oplevelser, som flertallet af familier i Danmark har hen over sommeren og i øvrige ferieuger på året. Målet med feriehjælpen er, at der er mulighed for at have et godt samvær i familien, få nogle gode fællesoplevelser, få lidt albuerum fra en hverdag, som måske er fyldt med udfordringer, og så i øvrigt have mulighed for at lade batterierne op. Det har vi alle sammen brug for.«

Udover Dansk Folkehjælp støtter Arbejdsmarkedets Feriefond blandt andet også Frelsens Hær, Landsforeningen af Væresteder, Samvirkende Menighedsplejer og Foreningen Familieferie.

Powered by Labrador CMS