Revlehul: Dette skal du gøre

Du skal lade strømmen tage dig og efterfølgende svømme til siden, hvis du bliver fanget i et såkaldt revlehul, råder TrygFondens Kystlivredning.

Udgivet Opdateret

Hvert år er revlehuller – også kaldet hestehuller – den direkte årsag til farlige situationer ved de danske kyster.

Tirsdag blev tre brødre på 6, 8 og 11 år fløjet til Rigshospitalet, efter de blev grebet af strømmen, mens de badede ved stranden i Hornbæk.

Artiklen fortsætter under videoen.

Og i sidste uge blev en ældre mand fanget i et revlehul på en strand, han ellers kendte som sin egen bukselomme efter at have badet der i 54 år.

Hvad er et revlehul?

Et revlehul er en fordybning i strandens revler, og under bestemte vindforhold – typisk kraftig pålandsvind – kan der opstå en stærk udadgående strøm.

Hvis du bliver fanget i den strøm, kan situationen ende fatalt. Men kun hvis du kæmper imod, forklarer Lasse Serup Jensby, der er driftsleder i TrygFondens Kystlivredning.

– Hvis man går i panik og kæmper mod strømmen, bliver man træt – og det er lige meget, hvor rutineret en svømmer man er, siger han.

Det skal du gøre

I stedet skal du, hvis du bliver grebet af strømmen, forholde dig roligt og lade dig drive med ud. Strømmen trækker dig nemlig ikke ned under vandet.

– Og når strømmen bliver mindre kraftig, skal man svømme til siden, så man kommer væk fra det område, hvor revlehullet er – og så ind mod land, siger Lasse Serup Jensby.

Det kan virke unaturligt at lade sig flyde med strømmen væk fra kysten, men det er den eneste rigtige måde at komme væk fra den farlige situation, fastslår han.

Hvor længe du skal lade dig drive ud, vil afhænge af dybden. Jo dybere der er, jo hurtigere vil strømmen aftage.

Få hjælp af livredderne

Men du kan også gøre meget for at forebygge, at du overhovedet ender i en kritisk situation.

TrygFondens Kystlivredning anbefaler blandt andet, at man altid bader på strande, hvor der er livreddere, og altid holder sig mellem de flag, livredderne har sat op.

– Livredderne tjekker vejrudsigten og holder øje med, hvor revlehullerne opstår. Og skulle det alligevel gå galt, er der hurtig hjælp at hente, siger Lasse Serup Jensby.

Tag egne forholdsregler

Som badegæst kan du også selv tage nogle forholdsregler.

Til dels ved at holde dig fra at bade langs moler, stensætninger og andre bølgebrydere, hvor der oftere vil opstå farlige strømforhold – og til dels ved at være opmærksom på, hvor revlehullerne kan gemme sig, inden du går ud i vandet.

Sådan spotter du revlehuller

Du kan nemlig oftest godt spotte dem.

– For at en bølge kan bryde, skal der være en forhøjning. Så kigger man ud over åbne strækninger, kan man få en indikation af, hvor fordybningerne, altså revlehullerne, er, ved at finde områderne, hvor bølgerne ikke bryder, siger driftsleder.

Du kan også altid tage en snak med livredderne på stranden – eller blive klogere på fænomener som revlehuller, inden du tager på stranden, på hjemmesiden respektforvand.dk.

Klik igennem galleriet for at se, hvordan du kan redde andre ud af revlehuller.

Kilde: TrygFondens Kystlivredning.

Powered by Labrador CMS