Rockere fængsles for fingerklip og trusler

To bandidosrockere er blevet idømt henholdsvis fire et halv år og to et halvt år i fængsel. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

En mand fik klippet en finger af og sat ild til sit hus af to mænd, der skal godt to og fire år i fængsel.

Godt to og fire års fængsel lyder straffen på til to mænd, som blandt andet har klippet noget af en mands lillefinger af og brændt offerets hus ned til grunden.

Det besluttede Retten i Holbæk fredag. De to mænd på 34 og 27 år skal henholdsvis fire et halvt år og to et halvt år i fængsel.

Tidligere på ugen blev de to mænd blandt andet kendt skyldige i røveri og grov vold mod offeret.

De to rockere tog nemlig barske midler i brug, da de besøgte en mand i vinter i Nordvestsjælland.

I december sidste år slog de to mænd en dengang 28-årig mand med et knytnæveslag i hovedet og syv slag på kroppen og stak en kniv gennem hans venstre hånd. På den måde tvang de offeret til at give dem 2700 kroner.

Knap en måned senere fik offeret igen besøg. Han skyldte angiveligt penge for narkotika, og i den forbindelse opsøgte rockerne ham 9. januar i år på hans bopæl i Jyderup.

Den ene gav manden et valg: Han kunne selv vælge, hvilken finger han ville miste. Han valgte så venstre lillefinger, hvor yderste led blev klippet af med en grensaks.

Desuden fik han ordre om at forlade ejendommen, som kort efter blev stukket i brand. Huset, der var stråtækt, stod ikke til at redde.

Mændene blev anholdt i begyndelsen af februar i år. De har nægtet sig skyldige under sagen.

Politiet har tidligere udtalt, at begge mænd har tilknytning til Bandidos i Holbæk.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS