Rullemarie sendt ud for at håndtere bombelignende genstand

Borgere i området bedes respektere politiets anvisninger.

Udgivet Opdateret

Opdatering: Politiet skriver på Twitter, at afspærringen i Esbjerg er ophævet, da der ikke var tale om en farlig genstand.

Som Newsbreak.dk tidligere har fortalt, er området ud for Havnegade 41-43 i Esbjerg blevet afspærret.

Der er fundet en bombelignende genstand i området, og i den forbindelse prøver man fra politiets side nu at finde ud af, om der ér tale om en bombe, eller noget eventuelt mere ufarligt.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få sagen uddybet hos Syd- og Sønderjyllands Politi, der dog på Twitter har skrevet, at biler, der holder indenfor afspærringen, først kan hentes, når genstanden er blevet vurderet af militæret.

Personer, der er evakueret fra selve området er blevet henvist til Musikhuset, mens borgere, der befinder sig i området omkring Torvegade, Borgergade, Jyllandsgade og Havnegade i Esbjerg for nu skal holde sig indendøre, skriver politiet.

Til Eb.dk har vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard, fortalt, at man 10.24 modtog anmeldedelse om en efterladt indkøbspose.

– Vi har haft en patrulje nede at se på den, som ikke vil røre mere ved den. De har taget nogle billeder ned i posen. De er blevet sendt til militære sprængstofseksperter, som nu vil tage en vurdering, siger vagtchef Søren Strægaard, til Eb.dk.

Eksperterne er ankommet ved 13.00-tiden. Der er tale om hærens ammunitionsrydningstjeneste (EOD), der med robotten Rullemarie nu skal undersøge pakkens indhold.

 

Powered by Labrador CMS