Rumænsk cykeltyv varetægtsfængslet

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi har nu afhørt den rumænske mand, der blev stoppet ved grænsen mellem Tyskland og Østrig med sin bil fuld af stjålne danske cykler.

Den 28-årige rumæner er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, og han kærede ikke fængslingen til landsretten, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.

Manden var helt nået til Passau ved den tysk-østrigske grænse med et parti cykler stjålet i Nordjylland. Men ved grænsen stod tysk politi klar og anholdt manden, som efterfølgende blev udleveret til Danmark.

Tyveriet fandt sted natten mellem 22. og 23. januar, hvor et større antal dyre mountainbikes blev stjålet ved et indbrud i en cykelforretning i Nørresundby. Men allerede 24. januar blev cyklerne fundet af tysk politi, da man kontrollerede den unge rumæners bil.

Manden blev anholdt og udleveret til Udlændingekontrolafdelingen i Padborg. Han er nu sigtet for tyveri og hæleri, har Syd- og Sønderjyllands Politi oplyst i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at der kan være medgerningsmænd på fri fod, så tirsdagens grundlovsforhør blev holdt bag lukkede døre.

Powered by Labrador CMS