Rusland og Qatar risikerer at miste VM-slutrunder

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Efter planen skal VM i 2018 spilles i Rusland, mens ørkenstaten Qatar skal være værter for fodboldens største turnering i 2022.

Men efter de to sidste ugers begivenheder i det internationale fodboldforbund (FIFA), er det ikke længere sikkert.

Det siger Domenico Scala, en italiensk-schweizisk forretningsmand, der er formand for FIFAs klagekomite – det, der vel på dansk kan kaldes et sportsappel-udvalg eller et ordensudvalg i fodboldens verdensforbund.

»Hvis det viser sig, at tildelingerne af VM i Rusland og Qatar er blevet realiteter p.g.a. købte stemmer, så kan disse tildelinger annulleres,« siger Domenico Scala til den schweiziske søndagsavis, SonntagsZeitung. Det skriver det britiske nyhedsbureau Reuters.

»Men det skal understreges, at der ikke er fundet sådanne beviser endnu,« tilføjer Domenico Scala.

Rusland og Qatar har begge indtil nu nægtet at have gjort noget forkert i forbindelse med, at de fik tildelt værtskaberne for de to slutrunder. Fusk med disse tildelinger var ikke blandt de anklager, som det amerikanske forbundspoliti (FBI) i første omgang offentliggjorde, efter at schweizisk politi i slutningen af sidste måned anholdt 14 topfolk fra FIFA. Men det kan altså komme, hvis FBIs undersøgelser viser, at der er noget at komme efter.

Tirsdag annoncerede Sepp Blatter overraskende, at han trak sig som præsident for FIFA kun fire dage efter at være blevet genvalgt for en fjerde periode. Sepp Blatter blev ikke i første omgang arresteret, men FBI undersøger også, om den 79-årige schweizer har taget imod bestikkelse, sådan som anklagerne bl.a. lyder mod de 14 andre FIFA-folk.

Domenico Scala mener, at reglerne i FIFA bør ændres, så det slet ikke er muligt for en præsident at sidde i mere end to eller tre fire-års-perioder.

FIFA har ikke kommenteret på Domenico Scalas udtalelser.

Powered by Labrador CMS