S: Dansk Folkeparti må luge ud i valgløfterne

Trafikminister Magnus Heunicke. Foto: Simon Læssøe/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Dansk Folkeparti må luge ud og prioritere i valgløfterne.

Sådan lyder meldingen fra den socialdemokratiske transportminister Magnus Heunicke (S), efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), i Jyllands-Posten erkender, at »der ikke er råd til det hele de næste fem år«.

»Når Dansk Folkeparti skriver helt konkrete løfter i deres egne foldere og så indrømmer, at de slet ikke har pengene, så er der grund til at blive meget nervøs over, hvad der vil ske, hvis Thulesen Dahl skal sidde sammen med Lars Løkke og forhandle,« siger Magnus Heunicke.

Kristian Thulesen Dahl erkender i Jyllands-Posten, at partiet ikke har fundet penge til at finansiere alle partiets mærkesager i den kommende valgperiode.

»Vi vil gerne have, at ældre får mulighed for at få ét bad om dagen, hvis de har brug for det og ikke selv kan klare det. Men vi ved også godt, at vi har ikke råd til det hele, altså til alle vores ambitioner de næste fem år. Derfor kommer vi til at tage det hele skridt for skridt,« siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Erkendelsen kommer få dage efter, at Dansk Folkeparti fremlagde sit første bud på en økonomisk 2020-plan, hvor der er afsat 63,9 milliarder kroner.

»Det afgørende er, om folk – hvis vi får flertal nu – så om fire år tydeligt kan se, at vi er kommet tættere på det, vi gik til valg på,« siger DF-formanden til Jyllands-Posten.

Men den melding gør det svært at regne med, hvad Dansk Folkeparti egentlig vil og kan gennemføre, lyder det fra Magnus Heunicke.

»Nu må Dansk Folkeparti så begynde at prioritere, så man ved, hvad det er for ting, de vil arbejde for, hvis de skal sidde sammen med Lars Løkke, som vil have nulvækst, det fuldkomment diametralt modsatte af, hvad Dansk Folkeparti vil,« siger Magnus Heunicke.

Powered by Labrador CMS