S-profil i åbent opgør med partitop om udlændingelinjen
Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov kritiserer partiets højresving og siger, at mange i partiet har svært ved at se partiet lægge sig så tæt op af Venstre og DF.
Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov kritiserer partiets højresving og siger, at mange i partiet har svært ved at se partiet lægge sig så tæt op af Venstre og DF.
For første gang siden valget tager et partimedlem klart afstand fra Socialdemokraternes udlændingepolitik, skriver Jyllands-Posten.
Udviklingsordfører og tidligere minister Mette Gjerskov (S) erklærer sig i avisen uenig med partitoppen i sager som integrationsydelse og udviklingsbistand.
»Vi var så ivrige efter at gå ind i udlændingestramningerne, at vi var parate til at acceptere integrationsydelsen. Altså den nye fattigdomsydelse. Det mener jeg er at gå alt for langt,« siger hun til Jyllands-Posten.
Vil have debat om flygtninge- og udviklingspolitik
S-ledelsen erklærede sig for nylig klar til at lave en aftale med regeringen om den nye lave integrationsydelse, hvis der til gengæld blev indført særlig hjælp til børnefamilier såsom gratis flyverdragter og skoletasker. Derudover har partiets formand Mette Frederiksen (S) holdt døren på klem for besparelser på udviklingsbistanden.
De to ting får nu Mette Gjerskov til at efterspørge en åben debat om partiets linje i flygtninge- og udviklingspolitikken. Hun er bekymret for, hvor partiet er på vej hen, og føler som ordfører, at hun har en forpligtigelse til at sige fra, lyder det.
Udlændingeordfører Dan Jørgensens (S) kommentar til Mette Gjerskovs opråb lyder, at Socialdemokraterne både er imod integrationsydelsen og nedskæringer på udviklingsbistanden, men at partiet går efter indflydelse ved forhandlinger og dermed ikke sætter sig i et hjørne med korslagte arme.