Så mange millioner har Real Madrid

I denne sæson kan Real Madrid bruge 739 millioner euro på sit hold, mens Barcelona har 98 millioner

Real Madrid har i denne sæson blandt andre tilføjet David Alaba til sin trup. (Arkivfoto)
Real Madrid har i denne sæson blandt andre tilføjet David Alaba til sin trup. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

FC Barcelona er ikke i nærheden af at være på niveau med ærkerivalerne fra Real Madrid i denne sæson.

Hvert fald ikke hvis man kigger på, hvad de to storklubber har af økonomiske muskler.

La Liga, der har regler for, hvor mange penge der må bruges, har onsdag offentliggjort, hvad klubbernes budgetter er i denne sæson.

Her topper Real Madrid listen med 739 millioner euro (cirka 5,5 milliarder kroner), mens FC Barcelona har 98 millioner euro (cirka 730 millioner kroner) til rådighed.

Det skriver Reuters.

Blev hårdt ramt

En lang række faktorer afgør, hvad klubberne kan bruge på nyindkøb, lønninger og lignende. Blandt andet tidligere sæsoners forbrug, indkomst og udgifter.

Barcelonas økonomi blev hårdt ramt af coronapandemien, hvilket har ført til, at klubbens budget er faldet fra 347 millioner euro i sidste sæson til 98 i denne. Det har blandt andet ført til, at man i sommer måtte sige farvel til Lionel Messi, selv om argentineren ønskede at fortsætte i klubben.

Bedre ser det altså ud i Real Madrid, der har været mere fornuftig med pengepungen de seneste år. Reals budget i denne sæson var som udgangspunkt på 428 millioner euro, men klubben har derudover selv smidt 292 millioner i puljen.

Valencia ligger i bunden

Det ville have givet hovedstadsklubben mulighed for at føje den franske stjerne Kylian Mbappé til truppen, hvilket Real forsøgte i sommerens transfervindue.

Barcelonas budget er La Ligas syvende største. I bunden ligger Valencia, der har Daniel Wass på holdet, med et budget på 31 millioner euro.

Powered by Labrador CMS