Så mange Norwegian-fly er aflyst i dag

Foto: Chris Raezer.
Udgivet Opdateret

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside er i alt 22 af Norwegians ankomster og afgange aflyst torsdag.

Tusindvis af passagerer risikerer torsdag at gå forgæves til Norwegians indtjeknings-skranke i Københavns Lufthavn, for flyselskabets pilotstrejke lader til at holde adskillige fly på jorden i stedet for på vingerne.

På Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at i alt 10 ankomster til lufthavnen og 12 afgange er aflyst. Det er særligt rejser til og fra Aalborg, Oslo og Stockholm, der er ramt af aflysninger.

650 piloter strejker

650 piloter i Norwegian – heraf 100 danske – har nedlagt arbejdet, fordi de frygter, at det skandinaviske datterselskab, som de er ansat i, Norwegian Air Norway (NAN), bliver nedlagt, og at de i stedet bliver tilbudt dårligere kontrakter i et nyt selskab.

Derfor kræver piloterne, at de bliver ansat i moderselskabet Norwegian Air Shuttle, men det afviser topchefen Bjørn Kjos.

Også onsdag var der længere end normalt mellem flyene i luftrummet, da adskillige Norwegian-afgange måtte droppes. Det ramte tusindvis af passagerer, og kommunikationsrådgiver Daniel Kirchhoff i Norwegian vurderer, at strejken torsdag vil berøre omkring 35.000 passagerer.

Strejken er dyr for Norwegian

Norwegian kan ikke oplyse, hvor meget strejken koster, men luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, vurderede onsdag over for Ritzau, at piloternes strejke koster “et sted mellem 25 og 60 til 70 millioner kroner om dagen”.

Norwegian har i forbindelse med pilotstrejken indkaldt piloter fra andre af Norwegians datterselskaber til at flyve for selskabet på de strejkeramte ruter.

Det har skabt utilfredshed hos de strejkende piloter, der har bedt det internationale pilotforbund, Ifalpa, om at sortliste de indkaldte piloter.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS