Så ofte bør du hoppe på vægten

Foto: Iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

Er det bedst at veje sig selv ofte eller sjældent, hvis man gerne vil tabe sig? Ny forskning overrasker.

Har du vejet dig selv for nylig?

Mange danskere vil formentlig kunne svare ja, så længe kalenderen siger januar. Men hvor ofte bør man veje sig, når man er på kur og vil bevare motivationen?

Meningerne er delte, og buddene fra eksperterne lyder på alt fra dagligt til aldrig.

Ifølge et forskningsprojekt, bragt i det videnskabelige tidsskrift PLOS One, er svaret én gang om dagen.

En gruppe forskere fra Det Tekniske Universitet i Tampere, Finland, har gennemgået i alt 2838 vejninger fra 40 personer i et vægttabsforløb, og resultatet viste, at de, der vejede sig dagligt, tabte sig mest.

Henrik Duer er træningsfysiolog og bl.a. kendt fra TV3-programmet “Ekstremt Fed”. Ifølge ham er det en god ting at holde øje med sit vægttab gennem løbende vejninger, men når han har folk i vægttræningsforløb, tager han udgangspunkt i én ugentlig vejning.

– Man skal være opmærksom på, at væskebalancen spiller ind, og derfor kan vægten sagtens svinge 300-500 gram per dag, uden at det har noget med et decideret vægttab at gøre. Derfor siger en daglig vejning ikke så meget om, hvorvidt vægten går op eller ned, siger han til Newspaq.

Han fremhæver utålmodighed som en af de største generelle udfordringer i forbindelse med vægttab, og han forstår derfor godt, at folk kan føle sig fristede af at stille sig på vægten for at gøre status.

Han understreger dog, at det kan stresse mere end det gavner, hvis ikke man tager tallet, for hvad det er.

– Der er mange ting, der kan påvirke væskebalancen og dermed vægten. Menstruation kan binde væske, ligesom hård træning, væskemangel, alkoholindtag, eller for mange kulhydrater alt sammen kan spille ind, siger Henrik Dyer.

Han foreslår derfor, at man standardiserer sin vejning ved altid at gøre det samme tid på døgnet samme ugedag.

Newspaq

Powered by Labrador CMS