Sådan fejrer de valgdagen

De to præsidentkandidater har vidt forskellige planer for, hvordan de vil følge resultaterne fra valget.

Udgivet Opdateret

Millioner af mennesker verden over følger tirsdag aften og natten til onsdag med i valget i USA, hvor den næste præsident skal findes.

De to, det drejer sig om, Donald Trump og Joe Biden, har valgt at følge valget og stemmeoptællingerne på vidt forskellig vis.

Præsident Donald Trump befinder sig på valgaftenen i Det Hvide Hus, hvor der afholdes et event, mens Demokraternes udfordrer, Joe Biden, følger sit livs valg fra sit hjem i Delaware.

Det beretter flere forskellige medier om, herunder CNN og The Hill. Der havde dog angiveligt været planer om, at Trump ville have holdt en større fest på Trump International Hotel, der også ligger i USA’s hovedstad, Washington. Coronarestriktioner skulle have stoppet den idé.

Trumps event i Det Hvide Hus skulle oprindeligt have haft 400 deltagere, men på grund af coronapandemien er tallet ifølge CNN tættere på 250.

Alle gæster får desuden en kviktest for coronavirus, der har fået fornyet fart i USA, forlyder det.

Biden er mere afdæmpet

Til Fox News har kommunikationschef i Det Hvide Hus Alyssa Farah givet en kommentar med til præsidentens tilstedeværelse på valgaftenen.

– Præsidenten er meget spændt på at følge valgresultaterne fra Det Hvide Hus, som kun en siddende præsident får lov at gøre. Han er energisk. Han føler momentum. For mange af os føles det ligesom 2016, siger hun med henvisning til Trumps overraskende sejr ved det sidste valg.

Biden vil i hjemmet i Delaware have selskab af sin hustru, Jill Biden, samt sin vicepræsidentkandidat, Kamala Harris og hendes ægtefælle.

De første valgsteder lukker ved midnat dansk tid, og herefter vil resultaterne tikke ind i løbet af timerne efter.

Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Alder: 77 år.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikansk.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og politisk videnskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Præsidentkandidat uden at blive nomineret.

* 2008: Præsidentkandidat uden at blive nomineret.

* 2008: Barack Obamas vicepræsidentkandidat.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

Kilder: CNN/Ritzau

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke fem stater der ventes at afgøre valget.

Powered by Labrador CMS