Salah-show starter målfest i Liverpool-sejr over Roma

Der blev scoret syv gange, før kampen var forbi.

Mohamed Salah åbnede ballet mod Roma med scoringer til 1-0 og 2-0. Foto: Scanpix/Carl Recine
Udgivet Opdateret

Liverpool er tæt på at nå sin første Champions League-finale siden nederlaget til Milan i 2007.

Tirsdag aften leverede den engelske storklub en storkamp i den første semifinale hjemme på Anfield, hvor Roma blev slået med 5-2. Alligevel måtte Liverpool forlade banen med en lidt ærgerlig følelse.

Liverpool førte nemlig 5-0 efter et show af Mohamed Salah og Roberto Firmino, der begge blev noteret for to mål og to assister. Men Roma skabte håb ved at score to udebanemål i slutfasen.

Tæt start og så 1-0 og siden 2-0

Liverpool lagde i vanlig stil aggressivt ud på Anfield, men man fornemmede, at det italienske forsvar havde organiseret sig godt for at dæmme op for briterne.

Romerne var heller ikke uefne i den anden ende, hvor Aleksandar Kolarov med et langskud efter 20 minutter var nærgående i en situation, hvor Liverpool-målmand Loris Karius så usikker ud, da han slog bolden på overliggeren.

Men efter en halv time begyndte hjemmeholdet at sprudle, så romerne kom til at se helt rundtossede ud.

Først blev Sadio Mané sendt af sted på en friløber fra midten, men han sparkede over mål i stedet for at aflevere til topscorer Mohamed Salah, der var mere fri.

Sekunder efter fik Mané en ny stor chance efter en servering fra højre, men igen hamrede han bolden over mål.

Liverpools fans ærgrede sig formentlig over, at chancerne ikke tilfaldt Salah, der vel nok er verdens skarpeste angriber netop nu.

Det skete så efter 36 minutter. Egypteren fik bolden i feltets ene hjørne, han tog et træk, inden han krøllede bolden ind i hjørnet via overliggeren. Et drømmemål til 1-0.

Kort inden pausen gjorde han det også til 2-0 efter en kvik kontra. Roberto Firmino blev noteret for sin anden assist, da han perfekt fandt Salah, der med et smart lob udplacerede målmanden på kanten af feltet.

Roma straffet igen

Roma gjorde kortvarigt væsen af sig i minutterne efter pausen, men blev igen straffet hårdt af en Liverpool-kontra efter ti minutter.

Denne gang blev Salah sendt af sted i dybden i højre side, og selv om han var i position til at skyde selv, afleverede han til Mané, der endelig ramte målet, og så stod det 3-0.

Fem minutter senere var Salah igen på spil i højre side. Denne gang afleverede han på tværs til Firmino, der blot skulle skubbe bolden over målstregen til 4-0.

Men Firmino var ikke færdig endnu. Midtvejs i halvlegen steg han til vejrs og headede et hjørnespark fra James Milner i nettet til 5-0, og nu var Anfield tæt på at eksplodere i jubel.

To reduceringer

Ti minutter før tid sørgede Edin Dzeko for opmuntring til Roma, da han smart tæmmede bolden i feltet og scorede til 1-5.

Fire minutter senere fik Roma så et straffespark, da James Milner tog hånden i brug. Diego Perotti udnyttede det sikkert til 2-5.

Det ændrer dog ikke ved, at Roma får svært ved at nå finalen. Men man skal ikke længere tilbage end til kvartfinalen for at finde det seneste eksempel på, at Roma vendte 1-4 i den første kamp til samlet sejr mod Barcelona.

Nu kan Roma igen spille sig videre i tilfælde af en sejr på 3-0.

Der er returkamp i Rom onsdag, 2. maj.

Powered by Labrador CMS