Samsung: Meget store forventninger til ny telefon

Samsung Galaxy S6. Pressefoto.
Udgivet Opdateret

Samsung har store forventninger til lanceringen af Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge.

»Vi går ud sammen med alle de fire store teleselskaber, og antallet af forudbestillinger ser lovende ud. Vi har meget store forventninger. Hvor der ikke var så store forskelle fra Galaxy S4 til Galaxy S5, er der denne gang store ændringer. Og da der stort set ikke er nogen førstegangskøbere af smartphones længere, er det nu anden- og tredjegangskøberne, der skal vælge – og de vil gerne give lidt ekstra for f.eks. et godt kamera«

Samsungs danske direktør, Claus Holm, har en god mavefornemmelse forud for lanceringen 11. april af den sydkoreanske mobilgigants to nye toptelefoner, Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge, i også Danmark.

Apple forbi Samsung i Danmark

»Jeg mener, at disse produkter rammer præcis, hvad danskerne efterspørger. Hvert år har vi solgt mere end året forinden, og her er telefonerne bygget forfra, helt fra bunden, med ny teknologi, nyt glas og i metal,« siger Claus Holm.

Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge er begge på 5,1 tommer og udstyret med en super-AMOLED-skærm, som på Edge-modellen går ud over kanten, så siden af telefonen fungerer som en miniskærm til korte beskeder. De to telefoner skal tage kampen op mod Apples iPhone 6-telefoner, som kom i efteråret og har ædt sig ind på Samsungs markedsandele.

I Danmark har Apple i oktober-december 2014 for første gang overhalet Samsung som det mest populære smartphonemærke. Apple sad på 44 procent af smartphonemarkedet, mens Samsung dykkede til 32 procent, viser de nyeste tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt.

I den dyre ende

I søndags præsenterede Samsung så på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona de to nye, slanke toptelefoner lavet i letvægtsmetal og designet helt fra bunden. Flere anmeldere har da også beskrevet dem som Samsungs flotteste til dato, og præsentationen fik Samsung-aktien til at stige med næsten fem procent til det højeste i ni måneder.

Priserne ligger i den høje ende: 5.500 kroner for S6 med 32 gigabyte lagerplads og tusind kroner mere for S6 Edge.

»Der ligger en masse forskning og udvikling i sådan en mobil, og dollarkursens stigning har hævet prisen med 14-20 procent, fordi råvarer betales i dollars. Men andre klarer sig ved kun at have produkter i dette segment,« siger Samsung-direktøren uden at nævne Apple ved navn.

Bedre kamera – og oprydning i softwaren

Samsungs analyser viser, at danskerne går efter design, et godt kamera, brugervenlighed og god batteritid. Galaxy S6-telefonerne kan nu oplades trådløst og er forsynet med lynopladning, så batteriet kan lades op fra 0 til 100 procent på 80 minutter med kabeltilslutning og på 160 minutter ved trådløs opladning.

Kameraets specifikationer er også skruet i vejret både foran og bagpå. Bagpå er der kommet optisk billedstabilisering, fortil mulighed for at tage panoramaselfier.

»Folk bruger stort set kun mobiltelefonen til at tage billeder med i dag. Derfor skal det være i orden,« siger Claus Holm.

Begge telefoner kommer med Android 5.0, som er nyeste udgave af Googles mobilstyresystem, og Samsung har ryddet op i menuerne, så det er hurtigere at finde rundt. Der er også ryddet ud i de mange kritiserede applikationer, som Samsung selv havde lagt på telefonerne fra fabrikken, men som ingen gad at bruge.

Mobilbetaling i Danmark senere i år

Med i pakken ligger et såkaldt smartswitchkabel, så man kan forbinde to telefoner – også af andet mærke end Samsung – og overføre sine data på let vis. Og selv om Samsungs nye mobilbetaling, Samsung Pay, til sommer udelukkende får premiere i USA og Sydkorea, går der formodentlig ikke så længe, før danskerne også kan være med.

»Jeg forventer, at Danmark og resten af Europa kommer ret hurtigt med – allerede i år,« siger Claus Holm og henviser til, at Nets, som står for dankortet, netop har indgået aftale med en række norske banker og Samsung.

Samsung Pay fungerer umiddelbart med alle kortlæserterminaler, hvor andre betalingssystemer – f.eks. Apple Pay – kræver, at terminalerne har en bestemt læsechip indbygget. For at installere Samsung Pay skal man tage et billede af sit kreditkort og sende det til validering. Så får man en krypteret fil retur, som ligger på telefonen og skaber forbindelsen, når man vil betale. Da bruger man fingeraftrykslæseren, men kortoplysningerne ligger ikke på telefonen men hos kortudstederen, som så kontrollerer overførslen.

Flere butikker med akuthjælp

Samsung er ved at udvide antallet af butikker i Danmark, hvor man kan gå ind fra gaden og få råd eller få lavet sin telefon, mens man venter. Inden 1. maj vil der være butikker syv steder i landet: i Næstved, Esbjerg, Aarhus, København, Odense, Holbæk og Aalborg.

»Kunden skal kunne få hjælp hurtigt. Det er udviklingen, fordi vi sælger flere og flere telefoner og tavlecomputere. Telefonerne lever lidt længere i dag, i gennemsnit 14-18 måneder, før de skiftes ud – og så bliver de jo ikke kasseret men går videre i familien,« forklarer Claus Holm.

Samsung valgte i efteråret 2014 at indstille salget af bærbare PCer i Danmark og Europa og koncentrere sig om netop telefoner og tavle-PCer, hvor sidstnævnte ifølge Samsung efterhånden fint kan afløse den traditionelle bærbare computer.

Powered by Labrador CMS