Sankthans-bålet kan være en grusom dræber

Bålets bunke af grene og kvas er et perfekt skjulested for dyrene. Desværre fanges mange af dem i flammerne.

Udgivet Opdateret

Nok er mange sankthans-arrangementer i år blevet aflyst på grund af corona-krisen og de undfordringer det medfører med hensyn til forsamlings-restriktioner og så videre. Men der vil nu nok alligevel blive ekspederet en hel del hekse afsted til Bloksbjerg på Sankthansaften – i morgen den 23. juni.

Desværre falder denne traditionelle aften sammen med sæson for dyreunger og i den forbindelse er det vigtigt, at man tager sine forholdsregler, inden bålet tændes. For eller kan det betyde en grusom og pinefuld død for mange af de små kræ. Hvordan man bedst forholder sig, vender vi tilbage til.

Artiklen fortsætter under videoen

Sankthansbålet bliver ofte bygget op løbende i tiden frem mod, det skal tændes og det bliver dermed til et ideelt skjulested for mange smådyr. De bruger ganske enkelt kvasbunken til at bygge rede i eller som et godt gemmested.

Det gælder dyr som for eksempel mus, pindsvin, fugle og også katte samt deres killinger og de når ofte ikke at flygte fra bålets flammer, før det er for sent. Derfor er det ifølge Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse, ikke nok blot at tjekke bålet for dyr inden det tændes.

”Dyrene er eksperter i at gemme sig, så det er nemt at overse dem. Hvis der er dyreunger i bunken, kan de sandsynligvis slet ikke flytte sig, fordi de stadig er for små. Derfor forsvinder de ikke, selv om man rusker i bunken,” forklarer Michael Carlsen.

Derfor lyder hans opfordring, at man simpelthen flytter og genopbygger sit Sankthansbål samme dag som det skal tændes om aftenen, for på den måde at undgå, dyrene fanges i flammerne.

”Hvis brændematerialet allerede er samlet, burde det være en overkommelig opgave at flytte bålet. Det skal helst gøres så tæt på optænding som muligt, og allerhelst samme dag, som det tændes. Formålet er jo, at færrest mulige dyr kommer i fare,” siger Michael Carlsen.

Powered by Labrador CMS