Sanne Salomonsen har sagt det hele og lidt til og meget mere
"Det er ikke det, du siger" er en af dansk popmusiks mest ikoniske sange. I sin selvbiografi siger Sanne Salomonsen det meste. Den 30. december bliver hun 70
Når man lige har udgivet en vildt eksponeret selvbiografi - "Det hele" - så er der ikke så meget nyt at sige.
Andet end at hele Danmarks Sanne Salomonsen 30. december fylder 70 år.
Enhver, der har interviewet rockmamaen gennem årene, ved, hvor åben og charmerende hun kan være - mens hun hugger dine smøger.
Men enhver med lidt viden om rockbranchen ved også, at hendes imponerende, mangeårige karriere i en æra, der for kvinder krævede meget mere end kun talent, ikke er kommet af sig selv.
Det hele startede med hippiemusicalen "Hair" som bare 15-årig. Siden kom solokarrieren og Sneakers og ikke mindst kvinde power-bandet med Anne, Sanne og Lis.
- Helt vidunderligt
I sin selvbiografi vedkender hun sig eksperimenter med stoffer, venskaber, sex og mænd.
- Der går ikke noget af mig af at fortælle lidt mere privat, sagde hun i et interview med Ritzau for nylig.
Hun blev gift med Bo Stief som 19-årig. Andre kendte mænd var Morten Kærså, Mats Ronander, Thomas Helmig og trommeslageren Peter Schiøtz. Plus lidt flere.
- Jeg har haft lidt løst her og der, som ingen ved noget om, og det er helt vidunderligt, at jeg har kunnet have det i fred. Jeg rejser jo ofte til udlandet, hvor folk ikke ved, hvem jeg er, og derfor er det ikke interessant, har hun sagt til Ritzau.
Børn og børnebørn
En anden milepæl var, da hun blev mor som 33-årig til sønnen Victor Ray med sin svenske eksmand, Mats Ronander. Og som i dag har forsynet hende med to børnebørn.
Undervejs fik hun også i sommeren 2006 en blodprop efter at have hoppet på sin trampolin. Derefter besluttede kvinden, der ellers elskede mænd, og især musikere, at nu måtte hun - minus det løse - klare sig alene for at genvinde livet.
Det tog lang tid efter hendes blodprop, før hun igen kunne stå på en scene.
- Jeg var rædselsslagen. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle føle den form for angst i mit liv. Men det skal jeg love for, jeg kom til, konstaterer hun.
Historie mellem numrene
Først i 2014, da hun tog ud at spille med et lille orkester og sad ned, mens hun sang og fortalte historier mellem numrene, følte hun, at stemmen begyndte at fungere igen.
- Og først i de seneste to år er jeg begyndt at kunne sige, at jeg igen kan synge på samme niveau som før. Nu tør jeg også improvisere igen. Det er jeg taknemmelig for.
Til gengæld kan hun stadig ikke spille klaver eller guitar, fordi venstre hånd stadig driller. Og der er hjerneskader, der aldrig er forvundet.
Undervejs i genrejsningen af rockmamaen skete det, som de mange fans af "Anne Linnet Band" havde sukket efter i mange år: genskabelsen af power-trioen Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen på scenen.
En genforening, der også hjalp solidt på kontoen med udsolgte stadionkoncerter landet rundt.