SAS-medarbejdere: »Buher« af rettens ord

Jakob Esposito, talsmand for SAS’s kabinepersonale. Foto: Andreas Beck/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det er dramatiske scener, der udspiller sig på Hotel Hilton ved Københavns Lufthavn, hvor kabinepersonalet i disse timer holder fagligt møde.

Omkring middagstid bebudede Arbejdsretten, at medarbejderne skulle genoptage arbejdet hos SAS, da de ansattes arbejdsnedlæggelse er i strid med overenskomsten.

Men det påbud har ikke vundet gehør hos de strejkende ansatte, der opholder sig på Hotel Hilton, hvor de holder fagligt møde.

Det fortæller Jean Pierre Schomburg, næstformand hos personalets fagforening, CAU. Han var mødt op i Arbejdsretten og kørte ud til sine medlemmer kort efter, dommen var faldet for at overbringe påbuddet.

»Og jeg blev buhet ud,« siger Jean Pierre Schomburg.

Han ønsker ikke at vurdere, hvorvidt de ansatte officielt har besluttet sig for at ignorere Arbejdsrettens påbud, men konstaterer, at fagforeningen trods gentagende forsøg på at få sine medlemmer til at vende tilbage til arbejde ikke kunne overtale dem. De strejkende har nu bedt CAU om at forlade mødet, mens man gør sig videre overvejelser om, hvordan man vil gribe påbuddet an.

De ansatte gambler dog i så fald med deres jobs, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, hovedorganisationen, der har CAU under sine viger.

»Går de ikke i arbejde er de blevet idømt en skærpet bod individuelt, hvilket vil sige, de skal betale penge, hvis de fortsætter konflikten. Den yderste konsekvens kan være, at arbejdsgiveren betragter de ansatte som opsagte af deres stillinger, hvis de fortsætter med at strejke,« siger Bente Sorgenfrey.

Men ifølge en talsmand for kabinepersonalet, Jakob Esposito, så er tilliden brudt mellem medarbejderne og SAS.

»Uanset hvor rationelt CAU forsøger at forklare virkeligheden, så gør den manglende tillid, at de ikke kan accepterer de præmisser, der bliver stillet op – heller ikke for deres egen fagforening. Samtidig kører de på nogle kræfter, der ligger i yderkanten af følelsesregisteret, så det bliver nogle meget følelsesmæssige reaktioner,« siger Jakob Esposito til TV2.dk.

SAS har måttet aflyse tæt på 150 fly-afgange, siden medarbejderne valgte at nedlægge arbejdet i fredags.

Stridspunktet er, hvorvidt de 137 ansatte, som SAS forflytter til det nyerhvervede datterselskab, Cimber, får deres overenskomst med.

Powered by Labrador CMS