SAS står fast: 27 ansatte fortsat suspenderet efter konflikt

Foto: SAS.
Udgivet Opdateret

Umiddelbart tyder intet på, at de 27 ansatte, der er blevet suspenderet af SAS, har en fremtid hos SAS.

Fremtiden ser umiddelbart mørk ud for de 27 ansatte blandt kabinepersonalet i SAS, der er blevet suspenderet under konflikten om at flytte 147 af deres kolleger over i det nye datterselskab Cimber.

– Vi fastholder suspenderingen, siger pressechef hos SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, til Ritzau uden at ville oplyse nærmere om, hvad der konkret kommer til at ske nu.

Dermed ser det altså umiddelbart ikke ud til, at de suspenderede har en fremtid i SAS.

De skal ifølge SAS’ oplysninger have chikaneret de af deres kolleger, der mødte på arbejde under den tre dage lange overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, som blev afsluttet mandag middag.

Ifølge Trine Kromann-Mikkelsen har der været meget konkrete tilfælde af chikane blandt flere ansatte.

– Vi har set nogle af vores ansatte stoppe kolleger og fortælle dem, at de ikke skulle møde op på arbejde. Derudover har vi blandt andet også set Facebook-opdateringer og SMS’er, der opfordrer til at blive væk fra arbejde, siger pressechefen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger skulle det dreje sig om 35 suspenderede. Det tal kan Trine Kromann-Mikkelsen dog ikke genkende. Hun bekræfter over for Ritzau, at 27 er suspenderet.

Hun oplyser i øvrigt, at flere tusinde flypassagerer er blevet berørt af konflikten, og at SAS i weekenden har måttet aflyse omkring 300 ankomster og afgange.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS