Satanmønt fundet i kirke: Et af Danmarks bedste og uhyggeligste fupnumre spøger igen
En mystisk satanmønt er dukket op under døbefonten i Idom Kirke i Vestjylland.
Det ser ud til, at satan selv har været forbi kirken i den vestjyske by Idom.
For i forbindelse med at der skulle lægges nyt gulv i kirken, blev der fredag i sidste uge fundet en mystisk mønt under kirkens døbefont. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Mønten er dateret til 1973 og bærer teksten Civitas Diaboli – djævelens bolig. Men der skal nu mere end det til at forskrække menighedsrådet ved den vestjyske kirke:
– Jeg tror til hver en tid, at den kraft, der er i kirken, er stærkere end den, der måtte være i mønten, siger formanden for menighedsrådet i Idom, Kim Carsten Thomsen til Dagbladet Holstebro-Struer.
Sandheden er en anden
Newsbreak.dk har imidlertid tidligere beskrevet en lignende sag – på den anden side af Nordsøen.
I juli måned fandt engelske arkæologer i byen Bath nemlig to mønter, der stammer fra det samme sted som den mystiske mønt i Idom Kirke.
Og det viser sig, at mønterne er blevet skabt af mand ved navn Knud Langkow. Langkow var i årtier en undseelig medarbejder på Statens Museum for Kunst i København, men efter hans død blev det afsløret, at han stod bag et utroligt omfattende livsværk under hemmelige navne.
Kirken i Idom er dermed blevet det seneste offer i en nærmest endeløs række af mystiske happenings, som den nu afdøde dansker Knud Langkow står bag. Politiken afslørede Langkow i en artikelserie tilbage i 2013.
Rygter om tilbedelse af djævelen på Anholt holdt i liv i årtier
Knud Langkow havde for egen fornøjelses skyld produceret hundredvis af mønter, samt en række breve og genstande, som det blev hævdet havde med en satankult på Anholt at gøre.
Han opdigtede historier om ypperstepræstinden Alice Mandragora, mystiske karakterer som Karl Klunck og Dunk Wokgnal (Knud Langkow stavet bagfra) og om ”ligvendingsfester” på Anholt, og han gemte genstandene under montrer og statuer på museer, og på prædikestole og under kirkebænke i kirker. Og de bliver ved med at dukke op.
Knud Langkows lange happening startede i 1973, da der blev gjort flere fund på Anholt, der kunne tyde på en form for tilbedelse af satan.
En 7-årig dreng fandt eksempelvis et emitteret menneskehoved med krone på en stage, en barnesko, et messingrøgelseskar med sorte perler og ni sorte lys, står der i Politikens artikel.
En politimand blev dengang sendt til Anholt, men kunne ikke opklare sagen, der forblev uopklaret indtil lang tid efter Knud Langkows død i 2004. Og alligevel lever sagen videre i dag.
Der findes også en dokumentarfilm om satankulten på Anholt: Den kan købes på til streaming på Vimeo HER.