Seriemorder anholdt: Dræbte fire – den femte slap væk og afslørede ham

En grænsebetjent anklages for at myrde fire kvinder på to uger. Ifølge myndighederne er han "en seriemorder".

Manden nåede at dræbe fire kvinder på under to uger, inden han blev anholdt. (Foto: Shutterstock)
Udgivet Opdateret

En ledende amerikansk grænsebetjent i Texas anklages for at have dræbt fire kvindelige prostituerede i løbet af to uger.

Det oplyser distriktsanklager Isidro Alaniz på Twitter, skriver nyhedsbureauet AP ifølge Ritzau.

Myndighederne kalder den 35-årige formodede gerningsmand “en seriemorder”.

Den ledende grænsebetjent er tidligt lørdag amerikansk tid blevet anholdt, efter at et femte kvindeligt offer undslap og fik hjælp fra en politibetjent.

Manden flygtede derefter og forsøgte at gemme sig i en lastbil på en parkeringsplads ved et hotel.

Hans forsøg på at undslippe politiet mislykkedes dog, og han anklages nu for mord, overfald og ulovlig tilbageholdelse.

– Vi anser ham for at være en seriemorder, siger anklager Alaniz ifølge AP.

Han oplyser, at den femte kvinde ligeledes er sexarbejder. Hun opdagede hurtigt, at hun var i fare, da hun blev samlet op af grænsebetjenten.

– Da hun forsøgte at flygte fra ham på en tankstation, løb hun ind i en politibetjent, siger Alaniz.

Fire drab på to uger

Myndighederne mener, at den 35-årige har begået de fire mord i perioden siden den 3. september.

To af ofrene er amerikanske statsborgere. Der er endnu ikke oplysninger om de to øvrige ofres statsborgerskab.

Ifølge distriktsanklageren er der store lighedstegn i den måde, de fire kvinder er blevet dræbt.

Der er endnu ingen oplysninger om motivet for de fire drab. Myndighederne tror, at den ledende grænsebetjent har handlet på egen hånd.

– Det er bemærkelsesværdigt, at han løbende har fulgt med i, hvordan myndighederne har ledt efter gerningsmanden, mens han er gået på arbejde hver dag som normalt, siger Alaniz.

Powered by Labrador CMS