SF-ordfører: Nye asylforslag gør mig dårlig
SF’s udlændingeordfører erkender, at asylsystemet er under pres, men afviser at sende flygtninge til Afrika.
De borgerlige partier forsøger at overbyde hinanden i forsøget på at begrænse antallet af personer på flugt, der søger asyl i Danmark. Og forslagene bliver “vildere og vildere” for hver dag.
Det mener SF’s udlændingeordfører, Karina Lorentzen.
– Jeg får det virkelig dårligt over, hvordan højrefløjen kappes om, hvem der kan fremsætte det groveste forslag, siger Karina Lorentzen til Ritzau.
Dansk Folkeparti foreslår ifølge Berlingske at sende flygtninge fra krig og konfliktområder videre til et af verdens ulande, hvis de kommer til Danmark og opnår asyl. Det er et krav til en eventuel borgerlig regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen (V).
– Jeg tror, at det med et slag vil gøre Danmark ufattelig uinteressant at søge asyl i, og derfor tror jeg, at asyltallet vil rasle ned, når de ikke kan få en opholdstilladelse i Danmark, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, til avisen.
Udspillet fra DF kommer, efter at regeringen har hævet sit skøn for antallet af asylansøgere i år til 20.000 fra tidligere 10.000.
Liberal Alliance melder sig i Jyllands-Posten på banen med et lignende forslag ved at foreslå et totalt stop for alle flygtninge, der rejser til Danmark fra krige som den aktuelle i Syrien.
Karina Lorentzen er enig i, at presset på det danske asylsystem er stort i øjeblikket på grund af de mange mennesker, der er på flugt fra Islamisk Stats forbrydelser og overgreb i Syrien.
Men Danmark har en forpligtelse til at hjælpe personer på flugt, mener hun.
– De borgerlige partier overbyder hinanden på den her dagsorden. Venstre slår til lyd for at begrænse familiesammenføringer for asylfamilier endnu mere, end det regeringen lægger op til. Liberal Alliance vil afvise enhver og sende dem retur allerede i lufthavnene, og Dansk Folkeparti vil sende dem til Afrika eller andre tredjeverdenslande, siger Karina Lorentzen og tilføjer:
– Vi taler om mennesker, der flygter fra halshugninger, og andre modbydelige ting. Kvinder, der sælges på markeder som sexslaver eller piger, der bliver gift væk som barnebrude, og de tigger os om beskyttelse.
/ritzau/