Sia fylder 50 år
Berømmelsen og rampelyset blev på karrierens højdepunkt for meget for den australske sanger Sia, der skjulte sig bag paryk. Den 18. december fylder hun 50 år
Da hendes karriere var på sit højeste, skjulte hun sit ansigt for offentligheden bag et stort og voluminøst pandehår.
Den særprægede paryk er blevet et kendetegn for den australske sanger og sangskriver Sia, hvis rå og eksplosive stemme toppede hitlisterne verden over med energisk og følelsesladet elektropop i 2010'erne.
Torsdag den 18. december fylder Sia Kate Isobelle Furler, der er bedst kendt under sit fornavn, 50 år.
Voksede op i Australien
Sia kom til verden og voksede op i den australske storby Adelaide, hvor hun som teenager blev en del af bandet Crisp.
Gruppen optrådte med funkjazz i både Australien og den engelske hovedstad, London.
I 2000'erne udgav hun flere albummer og udviklede sig langsomt fra en relativt ukendt indiesanger til en anerkendt og eftertragtet vokalist.
Efter udgivelsen af sit femte album, "We Are Born", i 2010 blev rampelyset for meget for Sia, der besluttede sig for at lægge karrieren som sanger på hylden.
Skrev sange til andre
I stedet dedikerede hun sin tid til at skrive sange til andre kunstnere.
Blandt andet står hun bag Rihannas hit "Diamonds" og Beyoncés "Pretty Hurts".
Da Sia i samme periode skrev sangen "Titanium", var det således heller ikke planen, at hun skulle lægge stemme til den. Sangen var i stedet tiltænkt amerikanske Alicia Keys.
Keys takkede dog nej, og en demoversion med Sias egen stemme endte i hænderne på musikproducer David Guetta, der ifølge Sia udgav sangen uden først at spørge hende om lov.
Sangen skulle vise sig at stryge ind på hitlisterne i Europa, USA og Australien i 2011.
Skjulte ansigtet
- Jeg blev virkelig ked af det, for jeg havde lige trukket mig tilbage (som sanger, red.) og forsøgte at slå igennem som sangskriver, ikke som artist, fortalte Sia i 2014 til det amerikanske medie NPR.
Det var herefter, at Sia begyndte at skjule sit ansigt for offentligheden - som regel bag et tykt og meget langt pandehår. Hun ville værne om sit privatliv.
Sia blev i en periode ved med at skrive sange til andre artister, inden hun i 2013 udgav hitnummeret "Elastic Heart". Året efter udkom hendes sjette album, "1000 Forms of Fear", med monsterhittet "Chandelier".
Et par år efter blev det også til albummet "This is Acting" med hits som "Unstoppable" og "Cheap Thrills".
Viser sig offentligt
Fra 2019 begyndte Sia oftere at vise sig i offentligheden uden det karakteristiske lange pandehår.
Sia har tidligere været gift med den amerikanske filmstruktur Erik Anders Lang og senest creative director Dan Bernard.
Sia har et barn fra ægteskabet med Bernard og har tidligere adopteret to sønner. I 2020 blev hun desuden bedstemor.