Sidse Babett får fængslende filmrolle i Danmark

Sidse Babett Knudsen spiller fængselsbetjent i ny dansk film, der beskrives som en nervepirrende psykologisk fængselsthriller

Udgivet Opdateret

Sidse Babett Knudsen er tilbage på dansk film, når den nervepirrende psykologiske fængselsthriller med arbejdstitlen "Vogter" får biografpremiere næste år.

Det annoncerer Nordisk Film Production i en pressemeddelelse.

Filmen er instrueret af Gustav Möller, som har skrevet historien i samarbejde med Emil Nygaard Albertsen. Duoen stod også bag den prisbelønnede thrillersucces "Den skyldige" fra 2018.

Fængslets hårdeste 

"Vogter" handler om den idealistiske fængselsbetjent Eva - spillet af Sidse Babett Knudsen - der bliver fanget i sit livs dilemma, da en ung mand fra hendes fortid bliver anbragt i fængslet, hvor hun arbejder.

Uden at afsløre sin hemmelighed beder Eva om at blive flyttet til den unge mands afdeling, som er fængslets hårdeste og mest voldelige. 

Her sætter Evas retsfølelse både hendes moral og fremtid på spil.

Dar Salim er chef 

"Vogter" er Sidse Babetts første danske filmrolle siden gangsterdramaet "Kød & Blod" fra 2020.

Som Evas chef ses Dar Salim, der er aktuel i actiondramaet "Underverden II" og senere i april har premiere på den amerikanske thriller "The Covenant".

De øvrige centrale roller i "Vogter" indtages blandt andre af Marina Bouras, Jacob Lohmann og Olaf Johannessen.

Filmen får biografpremiere 29. februar 2024.

Sidse Babett Knudsen som fængselsbetjenten Eva i 'Vogter', der beskrives som en tankevækkende fortælling om tilgivelse og hævn samt kærlighed og retfærdighed. (PR-foto).
Sidse Babett Knudsen som fængselsbetjenten Eva i "Vogter", der beskrives som en tankevækkende fortælling om tilgivelse og hævn samt kærlighed og retfærdighed. (PR-foto).
Powered by Labrador CMS