Sigtet Se og Hør-chef: -Vi gjorde intet ulovligt

Tidligere chefredaktør Kim Henningsen står nu for første gang frem efter Se & Hør-skandalen. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den tidligere chefredaktør for Se og Hør, Kim Henningsen, står nu for første gang frem og kommenterer den omfattende overvågningsskandale, som han selv er en central del af.

Kim Henningsen var chefredaktør for Se og Hør i perioden fra 2009 og frem til 2013, hvor ugebladet betalte den såkaldte tys-tys kilde for at forsyne mediet med oplysninger om kendte personers kreditkort-transaktioner.

I et større interview med Ekstra Bladet fastholder Kim Henningsen dog, at ugebladet ikke foretog sig noget ulovligt med den manøvre.

» Jeg kan fortælle, at der er én, der har ansvaret for det, der skete i de fire år, jeg var chef for Se og Hør, og det er mig. Og kun mig. Og jeg står ved det, jeg har gjort. Og jeg mener ikke, jeg har gjort noget ulovligt. Og derfor har jeg ikke erklæret mig skyldig,« siger han til Ekstra Bladet.

»Vi havde en kilde, der havde adgang til nogle informationer. Det er ligesom kilder andre steder, der har adgang til papirer og elektroniske dokumenter,« fortsætter han.

Afhørt

Kim Henningsen blev tidligere på året for første gang afhørt af politiet om sin rolle i sagen, der er blevet kaldt den største medieskandale i Danmark i nyere tid.

Han betragtes som en af de helt centrale brikker, da han som chefredaktør har haft det overordnede ansvar for, at en 46-årig IT-specialist, der var ansat hos Nets, på ulovlig vis lækkede oplysninger om kendte menneskers brug af kreditkort. Kim Henningsen er sigtet efter straffelovens såkaldte hackerparagraf, straffelovens paragraf 263, der kan give op til seks års fængsel.

I interviewet påpeger Kim Henningsen videre, at den store fokus på sagen kan forklares med, at en række politikere har set deres snit til at hævne sig på den tabloide del af pressen.

I interviewet fortæller Kim Henningsen også om en voldsom depression og et kaotisk privatliv, som han først er ved at komme sig over nu.

Københavns Vestegns Politi har tidligere meldt ud, at man i løbet af efteråret regner med at have et overblik over, hvorvidt der skal rejses tiltale mod de implicerede personer i overvågningsskandalen, der foruden Kim Henningsen tæller Henrik Qvortrup, en række journalister og den 46-årige IT-specialist, der lækkede de fortrolige oplysninger.

Powered by Labrador CMS