Skal du rejse? Så skal du have styr på dit pas

Mange populære rejsedestinationer har et krav om, at passets gyldighed skal være flere måneder ud over rejsens varighed.

Husk at tjekke udløbsdatoen på dit pas. SE HVILKE LANDE, HVOR DIT PAS IKKE MÅ VÆRE TÆTTERE PÅ UDLØB END SEKS MÅNEDER, I GALLERIET. Foto: Colourbox/free
Husk at tjekke udløbsdatoen på dit pas. SE HVILKE LANDE, HVOR DIT PAS IKKE MÅ VÆRE TÆTTERE PÅ UDLØB END SEKS MÅNEDER, I GALLERIET. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Drømmer du til under varmere himmelstrøg og er en rejse nært forestående?

Før de overvejelser kan føres ud i livet, skal man have styr på sit pas. Et almindeligt dansk pas har en levetid på ti år, hvilket betyder, at det også udløber på et tidspunkt.

Derfor skal man huske at tjekke udløbsdatoen på sit pas i god tid inden afrejse. Mange lande har nemlig et krav om, at passet skal være gyldigt i op til et halvt år efter afrejsedato.

Det fortæller René Dinesen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

– Det er vores erfaring, at mange ikke får tjekket, hvilke krav til passet de stiller i det land, man rejser til. Hyppigst er problemet, at man skal have et pas, der har en hvis gyldighed.

– Det er ikke noget, Danmark bestemmer. Det er det enkelte land, der stiller krav om, hvor lang gyldighed dit pas skal have. Det er typisk tre eller seks måneder, at passet skal være gyldigt fra den dag, hvor du rejser, siger René Dinesen til Ritzau Fokus.

Afvist i lufthavnen

Har man ikke undersøgt dette på forhånd, kan det ende i kedelige situationer, når man er nået frem til destinationen.

– Vi hører jævnligt om folk, som simpelthen bliver afvist i den lufthavn på den anden side af kloden, fordi passet ikke er gyldigt i lang tid nok, og det er en meget ærgerlig situation at stå i, fortæller René Dinesen.

Før afrejse er det også vigtigt at få undersøgt, om passet er ved at løbe ud.

Ifølge Borger.dk kan man nemlig godt forvente, at det tager mellem 11-15 dage, før der foreligger et nyt pas, så her er det også vigtigt at være ude i god tid.

Nogle lande kræver, at man som turist får tegnet et visum, inden man rejser afsted. Dette bør man også tjekke på forhånd – flere lande har nemlig besværlige visumansøgninger, som tager tid at behandle.

Hold det på dig

Men der er også en anden ting, man skal have for øje.

– I forhold til visum kan et land stille krav om, at der skal være et bestemt antal blanke sider i passet. Nu er det ikke mange danskere, der har hele passet fyldt, men det findes, siger René Dinesen.

Man skal samtidig være opmærksom på, at nogle lande i øjeblikket er i undtagelsestilstand – eksempelvis Frankrig og Tyrkiet.

Her råder René Dinesen til, at man har sit pas på sig hele tiden, så man kan vise det, skulle man blive stoppet af sikkerhedsmyndighederne i landet.

Dermed bliver risikoen for at miste sit pas større, og sker det, skal man tage kontakt til en af de danske ambassader eller konsulater, som ligger rundt om i verden.

– Der er en mulighed for at få det, vi kalder et provisorisk pas, som er et midlertidigt pas. Det kan du få fra dag til dag. Det er typisk den type pas, som folk får, fordi der ikke er tid til at få taget foto og få passet sendt fra Danmark. Prisen for et midlertidigt pas er 955 kroner, fortæller René Dinesen.

Kan man ikke komme i kontakt med hverken ambassaden eller konsulatet, er der altid rå fat på Borgerservice herhjemme. Udenrigsministeriets 24/7-center har altid mulighed for at guide dig.

Powered by Labrador CMS