Skybrud er over os: Sådan er det også farligt

En ting er de åbenlyse farer som lynnedslag og forhøjet vandstand, men faktisk kan skybrud være rigtig farligt for mennesker.

Udgivet Opdateret

Fredag eftermiddag blev der målt dobbelt skybrud i Tylstrup, Nordjylland. Det er hverken sæsonens første eller sidste skybrud, kan vi godt allerede nu afsløre.

Et skybrud er kategoriseret ved, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, og hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kategoriseres skybrud som “voldsomt vejr”.

Betegnelsen dækker vejrudvikling, der kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter. Det skyldes ikke mindst, at skybrud kan medføre oversvømmelse af veje og viadukter på grund af den megen vand.

Ud over det åbenlyst problematiske i et skybrud, så har Statens Serum Institut (SSI) faktisk set sig nødsaget til – af andre og mere alvorlige grunde – at advare danskere i skybrudssæsonen.

Kloakvand

På sin hjemmeside skriver SSI torsdag følgende oplysning til danskere, der er midt i skybrudssæsonen: “Statens Serum Institut vil gerne gøre opmærksom på, at oversvømmelsesvand kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier”.

I bund og grund handler det om, at det vand, der risikerer at oversvømme gader og – i værste fald – trænge ind i kældre og lignende bebyggelse, ofte vil være blandet med kloakvand.

Kloakvand er i sig selv ganske uhygiejnisk, og derfor er det krævet, at du ved, hvordan du skal agere, hvis du kommer i kontakt med det beskidte vand.

Ifølge SSI er kloakvand typisk forurenet med sygdomsfremkaldende organismer fra både menneskeafføring og fra dyr. Heriblandt rotter. Dermed er der stor smitterisiko ved kontakt med vandet.

I 2

Ødelægger bilerne

Både torsdag og fredag kunne Newbreak.dk desuden berette om, at skybrud ligeledes kan være rigtig dårligt nyt for vores biler. De har nemlig ingenlunde godt af den megen vand.

– Ved kørsel i for eksempel viadukter, hvor der hurtigt kommer til at stå meget vand, skal man være særdeles opmærksom. Står vandet højere end til maksimum midt på fælgene, så skal man ikke forsøge at køre igennem, sagde Lone Otto, leder i FDMs tekniske rådgivning, til Newsbreak.

Det kan nemlig betyde, at der bliver suget vand ind i motoren, og det kan ødelægge både den, og de elektriske systemer.

Endelig understreger hun, at det er vigtigt holde bilen serviceret og dens drænhuller og vandkasser rengjorte. Også selv om det ikke er med i servicepakken.

Mere på vej

Noget tyder på, at alt det ovenstående vil være nyttig viden, for umiddelbart spår DMI, at der er mere vand på vej. Således er der lørdag sendt et risikovarsel ud.

Her fremgår det, at der er risiko for lokale skybrud i det meste af landet.

“Der er risiko for kraftig regn, lokalt mellem 25 og 35 millimeter på seks timer. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 millimeter på 30 minutter”, skriver DMI blandt andet.

Risikovarslet gælder for hele lørdagsdøgnet, og DMI har tidligere over for Newsbreak givet udtryk for, at der slet ikke er tvivl om, at der kommer vand.

Powered by Labrador CMS