Slagter politianmeldes

Fødevarestyrelsen vil politianmelde slagter for gentagne problemer.

En slagter har store udfordringer med at overholde fødevarelovgivningen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Gentagne gange må Fødevarestyrelsen troppe op og love bål og brand hos slagteren på Østbanetorvet 3 i Aarhus. Lige lidt hjælper det tilsyneladende, for slagteren har nu fået sin tredje sure smiley ud af fire forsøg.

Det er ikke engang første gang, det er tilfældet. Allerede i marts skrev Newsbreak.dk, at selvsamme slagter havde fået tre sure smileys i træk, og efter et enkelt glad ansigt, er vi nu tilbage ved problemerne.

I den seneste rapport fra Fødevarestyrelsen fremgår det, at det nu kaster en anmeldelse til det lokale politi af sig. Denne gang skyldes det mangelfuld hygiejne. Så mangelfuld, at der ifølge Fødevarestyrelsens kontrollant var direkte adgang til et toilet i virksomheden.

Det har kastet en politianmeldelse af sig, skriver Fødevarestyrelsen i sin rapport på baggrund af et besøg 19. november. Newsbreak.dk har været i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke kan bekræfte, at der endnu ligger en politianmeldelse.

Helt konkret skriver Fødevarestyrelsen denne gang: “Der er direkte adgang fra virksomhedens toilet, idet dør til toilet ikke kan lukkes, og der mangler vindue i døren til personaletoilet” og slutter af med at konstatere: “Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg”.

Store problemer

For Halal Slagters vedkommende har der været store problemer gennem noget tid. Af de fire kontrolrapporter, der ligger tilgængelige på styrelsens hjemmeside, er det kun på den fra 1. juli i år, der har en glad smiley.

Ved den lejlighed havde virksomheden med blot en enkelt ansat fået styr på tidligere problemer, der altså i februar resulterede i en tredje sur smiley i træk, som Newsbreak.dk skrev i marts. Allerede 27. juni 2019 var der problemer med et facadevindue ud mod Østbanetorvet, som styrelsen måtte påpege. Vinduet var i stykker, og derfor kunne skadedyr slippe ind. Det blev der ikke gjort noget ved.

Ved et opfølgende besøg i september 2019 kunne kontrollanten fra Fødevarestyrelsen så konstatere, at butiksruden stadig ikke var skiftet ud trods det, at der er gået toogenhalv måned siden første besøg. Tværtimod er ruden da faktisk fuldstændig knust.

Der er på det tidspunkt endnu ikke iværksat skadedyrsikring af ruden, der vender direkte ud mod Østbanetorvet. Slagteren får derfor en bøde på 5000 kroner og en sur smiley, men det betyder dog ikke det store – åbenbart.

I december vendte Fødevarestyrelsen nemlig tilbage, og her viste det sig så, at der stadig ikke var sat en rude i. I stedet er en plade spændt for, men det er ikke tilstrækkelig skadedyrssikring, mener Fødevarestyrelsen, der reagerer med nok en sur smiley og en bøde – denne gang på 7500 kroner.

Rengøringen var også noget mangelfuld, mente kontrollanten nemlig.

Nyt vindue

Ved kontrolbesøget i februar blev det også til bøder for den lille slagter, der har ligget på torvet i flere år. Godt nok var der blevet sat et nyt vindue i, men en lang række andre ting var helt galt, fremgår det af den kontrolrapport. Det udløste blandt andet en bøde på 5000 kroner:

Virksomheden har været i gang med at udskifte et vindue i front af butikken. På gulvet i butiksområde er der kraftige synlige belægninger af murstøv, murbrokker og isolering efter nedrivning af fliser og udskiftning af vindue. I køledisk er der synlige belægninger af støv. Der står ligeledes poser med mørtel og fliser i butiksområde“, skriver kontrollanten.

Forretningen holdt samtidig åben. Butikken fik desuden en anden bøde også på 5000 kroner, fordi en ansat stod og hakkede oksekød på bestilling i et lokale, hvor en dør til baggangen stod åben – med en sko i klemme. På bagtrappen var en renovering i gang af trappe og toilet.

Baggangen og toilettet er dækket af støv og murbrokker. Loft på toilet er pillet ned, således at der er adgang til råtræ og isolering mv. Det er fødevarestyrelsens vurdering, at der er risiko for kontamering med murstøv mv, idet dør til den beskidte baggang og toilet står åben“, noterer Fødevarestyrelsen i sin rapport.

Det hele blev lige toppet op med en bøde på 2000 kroner, fordi kontrolrapporten fra december ikke var hængt op, som det ellers er påkrævet.

Fået nok

Newsbreak.dk forsøgte ved omtalen i marts at opnå kontakt med slagterforretningen, men det var – som også i dag – uden held. Fødevarestyrelsen derimod har nu reageret særdeles effektfuldt og altså som lovet gennemført opfølgende gebyrbelagte kontroller.

De har så resulteret i som nævnt først en glad smiley i juli, men i november var der altså på ny problemer for slagteren, der har eksisteret siden 1995.

Hvornår selve politianmeldelsen bliver indgivet er uvist.

“Virksomheden havde ingen bemærkninger”, står det i rapporten fra 19. november.

Powered by Labrador CMS