Snaps, svin og sirup: Det kan du med juletræet

Du kan putte din juleaften ned i et lille glas eller bruge det i både det søde og salte køkken.

Udgivet Opdateret

– Først skal træet vises, siden skal det spises.

Artiklen fortsætter under videoen.

Sådan lyder det i Peter Fabers klassiske julesang “Højt fra træets grønne top”.

Og ifølge programchefen for sankeprojektet Vild Mad, Mikkel-Lau Mikkelsen, kan man faktisk tage det ganske bogstaveligt.

Lækkert i køkkenet

Når du har pillet pynten af juletræet, kan du – hvis det er økologisk og usprøjtet – plukke nålene af grenen og bruge det i alt fra snaps til både det salte og det søde køkken.

– Knækker du en grannål og tygger på den, så vil du smage mange forskellige noter af citrusfrugter. Nogle smager af grapefrugt, andre af mandarinskal, siger Mikkel-Lau Mikkelsen og fortsætter:

– Der er mange aromatiske noter i. Gran er genialt at lave udtræk af i eddiker og olier.

Det samme gælder også i både varm te og iste, som også kan blandes op med frisk æblemost.

Strip nålene af, hæld kogende vand over, og lad det trække i fem til ti minutter, så det dufter, inden du sier nålene fra igen.

– Står det for længe, kommer der bitterstoffer som harpiks, der smager ubehageligt, advarer Mikkel-Lau Mikkelsen.

Det kan du gøre

Laver du granolie eller -eddike, skal nålene smides i en morter og stødes i kort tid, så de ikke bliver smattede, inden de overhældes og trækker i enten en smagsneutral olie eller i ris- eller æbleeddike.

– Graneddike og -olie kan bruges på kylling, gris og kartofler. Hvis man synes, man kan finde ud af at få inkorporeret i nogle retter, er det en meget aromatisk smag og en ret fin note, der løfter retten ret meget, forklarer Mikkel-Lau Mikkelsen.

Også i det søde køkken giver gran et anderledes pift.

Forfatter og urteguide Julie Swane laver en sirup ud af nålene ved at give dem et godt opkog i vand i nogle minutter.

Derefter trækker hele herligheden natten over, inden nålene næste dag sies fra, og vandet koges ind med sukker til selve siruppen.

– Som sirup giver gran en intens smag med en let syrlighed. Det fungerer godt som smagsgiver både bagværk, hjemmelavede skumfiduser og marengs til is og sorbet eller bruger det som honning i te, siger Julie Swane.

– Man kan sagtens lave en sirup af de gamle grannåle fra juletræet. Men jeg ville klippe et par friske grene af juletræet. Så er nålene nemlig endnu ikke udtørret, siger hun.

Powered by Labrador CMS