Sommeren kommer til Aarhus 13. maj

Den populære strandbar i Aarhus er snart klar med drinks og liggestole.

Strandbaren på Aarhus Havn åbner i år 13. maj.Foto fra Facebook
Foto fra Facebook

Udgivet Opdateret

For nogle danskere er det en spirende blomst eller en udsprungen bøg, der bebuder sommerens komme. For en del aarhusianere, måske især af den yngre generation, er det åbningen af Strandbaren, der er det umiskendelige tegn på forestående læseferie og venne-hygge. I år er det altså 13. maj, hvilket er sjette gang, den populære bar byder kunderne udenfor.

Udover sand og liggestole byder Strandbaren igen i år på blandt andet juicebar, frozen yogurt, mad og drinks. Har man lyst til at få rørt sig, er det også muligt.

Der er flere slags boldspil, man kan forlyste sig med. Og det er noget, gæsterne virkeligt har taget til sig.

– Jeg er allerede blevet ringet op af folk, der vil høre, hvornår volleyball-banen åbner, fortæller Martin Ib, der er forpagter af den kommunalt ejede strandbar.

I år er der endda yderligere mulighed for fysisk udfoldelse, da Seierfitness får fast plads i baren.

Er man mere til mad og hygge ad libitum, vil der hver torsdag fra sidst i juni og frem til lukkedagen, være muligt at melde sig til ‘torsdags-barbecue’. Det koster kr. 150.

På en gennemsnitlig dag lægger 4-500 personer vejen forbi sand, vand og strand mm. på pier 4.

– Men til Sankt Hans var vi 4000, siger Martin Ib, der lover, at man gentager successen igen i år.

Strandbaren ligger igen i år på havnebassin 7, pier 4. På Strandbarens Facebook-side har 6743 i skrivende stund allerede klikket ‘interesseret’ og 1018 personer har meldt deres ankomst på åbningsdagen.

Man kan følge Strandbaren på deres Facebook-side: www.facebook.com/strandbarenaarhus

Powered by Labrador CMS