Sønderjyske ødelægger Ove Pedersens Hobro-debut

Ove Pedersens debut som Hobro-træner blev en – sagt på godt jysk – træls affære for den erfarne træner. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Udgivet Opdateret

Johan Absalonsen scorede målene for Sønderjyske, der søndag på hjemmebane slog bundproppen Hobro med 2-0.

Ove Pedersen fik søndag en skidt start som træner for Hobro i Alka Superligaen.

I Haderslev blev ligaens bundprop slået med 2-0 af Sønderjyske, der helt fortjent vandt på to scoringer fra Johan Absalonsen.

Fem dage efter sin ansættelse havde rutinerede Ove Pedersen ikke fået sat et synligt aftryk på Hobro-holdet.

Faktisk var Hobro langt under niveauet fra sidste uges 4-4-kamp på udebane mod Esbjerg, hvor assistenttræner Lars Justesen stod med ansvaret.

Gæsterne fik stort set ikke skabt en eneste målchance, og i lange perioder kom Hobro til at stå og forsvare sig langt tilbage på banen.

To gange Absalonsen

Godt fem minutter før pausen faldt kampens første scoring, da Marc Pedersen lagde bolden i en bue over Hobro-forsvaret, hvor Johan Absalonsen løb den op.

Mads Justesen kom for sent med en tackling, og så prikkede Absalonsen bolden forbi en fremadstormende Jesper Rask i Hobro-målet til 1-0.

Hurtigløberen Absalonsen cementerede Sønderjyskes sejr på nogenlunde samme tidspunkt i anden halvleg, efter at Hobros Jacob Tjørnelund havde begået straffespark på Tommy Bechmann.

Selv om Absalonsen ikke afsluttede godt, og Hobro-keeper Jesper Rask fik hånden på bolden, kom bolden over målstregen til 2-0.

Sønderjyske har 28 point på ligaens fjerdeplads, mens Hobro har ni point på sidstepladsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS