Sov du elendigt i nat? Måske det var på tide med en ny dyne
Måske er det på tide med en sommerdyne eller en bedre topmadras, hvis det gamle "stik benet ud og bliv koldere"-trick ikke virker godt nok.
Har du brug for en ny dyne? Vågner du hver morgen i en pøl af nattens sved? Eller bliver søvnen forstyrret af, at du enten har det for varmt eller koldt? Så kunne noget tyde på, at din nuværende dyne ikke passer dig. Du kan heldigvis prøve med andet end blot at stikke et ben uden for dynen, til temperaturen er faldet igen.
Når sommermånederne rigtigt tager fat, er det for de flestes vedkommende slut med slumresokkerne, men så står mange tilbage med et nyt problem, fortæller Mikael Rasmussen, der er søvnkonsulent og medforfatter til bogen “Sov godt – hele natten”.
– I et klima som vores, der er koldt om vinteren og varmt om sommeren, kan kroppen have svært ved at slå over til at sove godt i varmen, siger han.
Og sveder man natten igennem, er det et tegn på, at man har svært ved at termoregulere, som det hedder. Så for mange vil det ikke være tilrådeligt at sove under den samme dyne hele året.
– Det er vigtigt, at dyne og topmadras kan svedabsorbere, så varmen kan komme væk fra kroppen i nattens løb, siger Mikael Rasmussen.
Sov med noget andet – gerne en ny dyne
Det er værd at huske, at en ny dyne ikke behøver at være en stor investering, hvis man får det for varmt om sommeren. Torben Jager Petersen, der er søvnspecialist og leder af Scansleep, påpeger, at mennesker jo har været i stand til at sove igennem millioner af år.
– Men det er klart, at i den periode, hvor det er lunere, der kan man ikke gøre så meget ved temperaturen i soveværelset. Det bliver simpelthen for varmt, så mange vælger at nedgradere til en sommerdyne. Men man kan også forsøge sig med et dynebetræk eller et lagen, foreslår han.
Torben Jager Petersen søvntester og hjælper mennesker, som har store søvnproblemer, og han understreger også, at hvis man vitterligt har problemer med sin søvn, så hjælper en ny madras eller dyne ikke.
Men oplever man, at søvnen forstyrres af, at dynen skal slås til side og trækkes på igen flere gange hver nat, så kan det øge kvaliteten af ens søvn at hjælpe en bedre sengetemperatur på vej.
Begge søvnspecialister understreger også, at det er omsonst at forsøge at ændre noget, bare fordi “de andre gør det”. Behov er individuelle, og det er ikke nødvendigvis et udtryk for søvnproblemer, hvis du hver morgen vågner efter færre timers søvn end din partner.
– Søvnkvalitet er vigtigere end søvnlængde, og det er individuelt, hvor meget man har brug for, men kvaliteten kan man hjælpe på vej, siger Torben Jager Petersen.
Kilder: Mikael Rasmussen, søvnspecialist, Dyne Guiden og BedreBoligliv.dk
/ritzau/FOKUS