Spektakulært millionkup i lufthavn

Bevæbnede røvere slap tirsdag afsted med flere millioner euro i kontanter i lufthavnen i Tirana.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag udspillede sig et spektakulært millionkup for øjnene af passagererne på et fly fra Austrian Airlines, der skulle flyve fra Tirana i Albanien til den østrigske hovedstad Wien.

Bevæbnede mænd brød via en port beregnet til brandvæsnet ind i lufthavnen, og endte på landingsbanen, hvor de fandt frem til flyet, der skulle transportere et større pengebeløb til Wien.

Det skriver blandt andre The Guardian. Albansk politi har siden anholdt fire mænd og afhørt over 40 personer.

Det lyder fra politiet, at tre bevæbnede røvere i militærtøj dukkede op foran flyet og truede bagagepersonalet, hvorefter de slap afsted med det store pengebeløb.

En af de tre røvere blev efterfølgende dræbt af politiet.

Mange, mange penge

De første meldinger lød på, at røverne slap afsted med 2,5 millioner euro – omkring 18,66 millioner danske kroner, men ifølge albanske medier kan det reelle tal være op mod fem gange højere.

Det store pengebeløb skulle flyves, fordi udenlandske banker i Albanien ikke kan sætte deres penge ind i den albanske nationalbank.

En talsperson for Austrian Airlines, Tanja Gruber, siger, at røveriet skete mens pengene var på vej ombord:

– Passagerene havde allerede boardet flyet. Hverken de eller flypersonalet var i fare, siger hun.

Derudover tilføjede hun, at der fremover ikke vil blive fløjet penge fra Tirana til Wien.

Det er tredje gang på tre år, at et spektakulært kup finder sted i lufthavnen i Tirana.

Robbers have staged such heists at least two more times in last three years at the airport.

Powered by Labrador CMS