Spillede for en femmer: Vandt en million

Helt usandsynlig heldig.

Udgivet Opdateret

Fem danskere er blevet millionærer på sølle tre dage. Det skyldes blandt andet en ekstremt heldig Keno-spiller fra Vesthimmerland. For nylig vekslede vedkommende nemlig en femmer til en Keno-kupon.

Den kupon viste sig at være godt en million kroner værd, afslører Danske Spil i en pressemeddelelse. Torsdag var spilleren i den lokale Dagli’Brugsen og købte kuponen. Bingo, så var der 1,1 million kroner.

– Keno-spilleren fra Himmerland har virkelig haft heldet med sig. Sandsynligheden for at vinde en så stor gevinst for et indskud på blot en 5’er meget lille. Oddset for at ramme de ti rigtige tal er 220.000, så det er vanvittig heldigt, siger pressechef i Danske Spil Thomas Bille Winkel.

Himmerlændingen er dog ikke den eneste, som i disse dage kan glæde sig over en milliongevinst, for i weekenden vandt to danskere førstepræmiepuljen i Lotto og kan dermed se frem til at få sat tre millioner kroner ind på bankkontoen.

Begge nyslåede millionærer har købt deres kuponer via mobilen. Den ene vinder bor i Syddjurs Kommune, mens den anden er købt i Sønderborg Kommune.

Foruden de to Lotto-vindere blev der trukket lod om millionærgarantien på én millioner kroner. Her var det to heldige Lotto-spillere, der har købt deres kuponer i henholdsvis i Kvickly i Nexø og Meny i Kastrup, som løb med en million hver.

Powered by Labrador CMS