Spillede lynlotto og vandt 7 millioner kroner
Der er 7 millioner kroner på vej til en heldig lotto-spiller, der lørdag ramte alle vindertal
Lørdagens absolut heldigste asen må findes i Slagelse. En kunde hos 7-Eleven, Bjergbygade 47 i Slagelse tog en LynLotto med i hånden.
Da vindertallene lørdag aften trillede ud af tromlen, blev præcis dét spil pludselig mange penge værd. Som det eneste Lotto-spil solgt i den forgangne uge står alle syv vindertal nemlig på række på kuponen.
Hos Danske Spil har man endnu ikke hørt fra den heldige spiller.
Også et andet sted i landet er en Lotto-spiller blevet millionær. 1.000.000 kroner er nemlig på vej til den PLUS-abonnent, som vandt denne uges Ekstra Trækning. Blandt alle kuponer med gevinst – stor som lille – trækker Danske Spil hver uge lod om en million.
Da den heldige spiller er abonnent, har Danske Spil data på vinderen, der vil blive ringet op med den gode nyhed.