Spionfly afvist: Russerne fik Dannebrog lige i fjæset

Flyvevåbnet offentliggør helt særlige billeder af en dansk F16-jager.

Her ses det danske Dannebrog-kampfly tydeligt i luften sammen med det russiske spionfly. KLIK for flere billeder. Foto: Flyvevåbnet/Facebook
Her ses det danske Dannebrog-kampfly tydeligt i luften sammen med det russiske spionfly. KLIK for flere billeder. Foto: Flyvevåbnet/Facebook
Udgivet Opdateret

“Russerne kommer”.

Det gjorde de så rent faktisk tirsdag, og det fik de danske afvisningsberedskab fra Flyvevåbnet på vingerne. Det betyder med al magt og kraft F16-jagere i luften for at “vise flaget”, så at sige. Tirsdag blev der vist flag i mere bogstavelig forstand.

Artiklen fortsætter under videoen

Afvisningsberedskabets opgave er at sikre, at udefrakommende fly ikke uretmæssigt passerer grænsen til dansk luftrum, og da et russisk IL-20M-fly bevægede sig lige på grænsen, måtte to danske jagere altså i luften.

Beredskabet har til huse på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland. Den primære opgave er at flyve ud og møde fly og finde ud af, hvem det er. Ofte er det russiske fly. Dog er det sjældent, at der sker en egentlig krænkelse. Altid lige ved og næsten.

Dannebrog i luften

Således også tirsdag. Det russiske fly, der havde nogle iøjnefaldende karakteristika – blandt andet den røde stjerne fra Sovjettiden på haleroret – krænkede ikke dansk luftrum.

Flyet, der ifølge TV2.dk er et rekognosceringsfly – altså spion – blev stille og roligt mødt af de danske jagerfly. “Flyvningen var en rutineopgave for afvisningsberedskabet, men det er sjældent, vi får så flotte billeder, så dem skal I også have”, skriver Flyvevåbnet på Facebook.

Ganske særligt var det dog, at det ene af flyene var det helt særlige Dannebrog-F16. Det blev tidligere i år malet med et Dannebrog på skroget i anledning af flagets 800 års fødselsdag. Det skal aftjene resten af sin tid som afvisningsfly.

Hvorfor er det vigtigt?

De russiske flyvninger foregår ofte uden, at de har deres systemer til at blive lokaliseret af kommercielle fly tændt, hvilket reelt vil sige, at almindelig lufttrafik har svært ved at se dem komme, skrev Flyvevåbnet i en statusrapport.

– Når afvisningsberedskabet følger de russiske fly i luften over Østersøen er det også nogle gange et spørgsmål om at sørge for, at trafikken i området er synlig for alle, forklarer Karsten Fledelius Jensen, og uddyber:

– Der har tidligere været situationer, hvor den civile trafik har været i fare, fordi de ikke kunne se de russiske fly. Vores afvisningsberedskab flyver med transponderne tændt, så vi er sikre på, at vi bliver set. Det er det, arbejdet også handler om.

Afvisningsberedskabet var på vingerne 38 gange i 2018. Det stemmer overens med tidligere år.

Powered by Labrador CMS