Stefan råber op: Meter fra katastrofen

De, der arbejder på de danske veje, er hver dag udsat. Onsdag gik det nær galt for Stefan Søndergaard.

Stefans trailer blev onsdag eftermiddag påkørt, mens han stod lige ved siden af den. KLIK FOR MERE. Foto: Privat
Stefans trailer blev onsdag eftermiddag påkørt, mens han stod lige ved siden af den. KLIK FOR MERE. Foto: Privat
Udgivet Opdateret

Når ens daglige arbejde foregår på de danske veje, indebærer enhver arbejdsdag en risiko. En risiko for ikke at komme helskindet hjem til familien.

Den viden blev gjort soleklar for Stefan Søndergaard onsdag, hvor han var i gang med at pille en afspærring ned ved en rundkørsel på Århusvej i Viborg.

Artiklen fortsætter under videoen

Pludselig, lige inden han var færdig med sit arbejde og skulle køre fra stedet, brager en bil ind i den trailer, han er i gang med at sætte stropper på:

– Hvis jeg havde stået bare et par meter på den anden side, var jeg blevet taget med. Det var en surrealistisk oplevelse, siger han til Newsbreak.dk.

Traileren blev torpederet af bilen, mens han stod ved siden af den. Kraften fra kollisionen fik traileren til at rive sig løs og vende rundt. Havde den vendt sig den den anden vej, var Stefan Søndergaard røget med.

En daglig kamp

I knap tre år har Stefan Søndergaard haft sin daglige gang på de danske veje. Først som asfaltarbejder, og nu hos Vejservice hos entreprenørvirksomheden NCC, hvor han blandt andet står for at sætte afspærringer op og pille dem ned igen.

Derfor oplever han – tit – hvordan det halter med opmærksomheden hos bilisterne på vejene:

– Vi kæmper for folks opmærksomhed, det er en daglig kamp. Jeg skal ikke kunne sige, hvad folk laver, når de kører bil – men de må meget gerne have fokus på vejen. For vi er meget udsatte, siger han.

For har bilisterne ikke deres øjne rettet mod vejen, så er der ingen hjælp at hente for Stefan Søndergaard og hans kollegaer:

– Vores sikkerhed er skiltene, biler og kegler. De er til for at vi ikke skal bekymre os om at blive pløjet ned. Men det er jo ikke nok, hvis bilisterne ikke er opmærksomme, siger han.

Det paradoksale i det

Han påpeger, at der er et paradoks forbundet med arbejdet.

For hver dag går Stefan Søndergaard på arbejde med et eneste mål:

– Vi er der jo trods alt for bilisternes egen skyld og for deres sikkerhed, siger han.

Ulykker og dræbte ved vejarbejder 2009-2013

DRÆBTE OG TILSKADEKOMNE VED VEJARBEJDER 2009-2013

2013: 5 dræbte. 67 tilskadekomne.
2012: 4 dræbte. 82 tilskadekomne.
2011: 3 dræbte. 93 tilskadekomne.
2010: 5 dræbte. 66 tilskadekomne.
2009: 6 dræbte. 75 tilskadekomne.

ULYKKER VED VEJARBEJDER, i alt 2009-2013

2013: 247
2012: 253
2011: 273
2010: 216
2009: 197

(Kilde: Vejdirektoratet)

Men det er ikke alle, der respekterer arbejdet:

– Man får fingeren og får råbt de værste skældsord efter sig, fortæller Stefan Søndergaard.

Mangler respekt

Ofte oplever Stefan Søndergaard, at anvisningerne ved et vejarbejde ikke bliver overholdt.

– Vi oplever tit, at folk kommer blæsende med 80-90 kilometer i timen, selv om vi har nedsat hastigheden til 50, siger han.

– Der tænker jeg, at vi vil sgu også gerne hjem til vores familier om aftenen.

Kampagner er ikke altid nok

Tit og ofte bliver der lavet kampagner, der skal få bilister til at nedsætte hastigheden ved vejarbejder.

Senest startede Vejdirektoratet en sidst i september.

De kampagner er Stefan Søndergaard glad for, og han anerkender, at de virker, men:

– Det er svært at trænge ind til bilisterne, kampagner er ikke altid nok, siger han.

Selv går Stefan ofte i dialog med de bilister, der bliver påvirket af hans arbejde. I blandt andet lokale Facebookgrupper adviserer han om, hvorfor ham og hans kollegaer “forstyrrer” trafikken i folks lokalområder:

– Det er sgu meget fedt at se, hvordan det virker. Folk har en helt anden respekt for det, vi laver, siger han.

Bilist lettere tilskadekommen

Viborg Stifts Folkeblad skriver, at bilen, der kørte ind i Stefan Søndergaards trailer, blev ført af en 69-årig kvinde fra Ulstrup.

Hun kom ifølge politiet lettere til skade i forbindelse med sammenstødet og var til tjek på skadestuen.

Powered by Labrador CMS