Støjberg starter firma
Under en måned efter at Inger Støjberg har forladt Venstre for at blive løsgænger, har hun startet firma.
Inger Støjberg, der tidligere i februar forlod Venstre, har startet virksomheden “Inger Støjberg – Til kamp for danske værdier”. Det skriver erhvervsmediet Finans.
Der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, der er tilmeldt inden for branchekoden “Public relations og kommunikation”.
– Ja, jeg har startet virksomheden “Inger Støjberg – Til kamp for danske værdier”, skriver Inger Støjberg til Finans.dk.
– Alle ved, at jeg bruger mine vågne timer på at kæmpe for danske værdier. Det har jeg tidligere gjort i Venstre, men den kamp var der ikke længere tilstrækkelig plads til i partiet, så derfor fortsætter jeg nu som løsgænger i Folketinget.
Inger Støjberg var en særdeles prominent minister for Venstre som udlændinge- og integrationsminister under den daværende borgerlige regering.
Efter formandsopgøret i 2019 blev hun valgt som partiets næstformand under formand Jakob Ellemann-Jensen.
Forlod partiet
Samarbejdsvanskeligheder og det faktum, at Venstre støttede en rigsretssag mod hende, gjorde dog, at hun i december trak sig som næstformand og i februar helt forlod partiet for at blive løsgænger.
– Hvis Venstre igen skal være et stort parti og igen have statsministerposten, så kræver det en stram og troværdig udlændingepolitik.
– Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister, sagde Inger Støjberg.