Stor smiley-ændring

Væk er den ene smiley

En ny smiley-ordning er trådt i kraft.
En ny smiley-ordning er trådt i kraft.
Udgivet Opdateret

Der er fra nytår en smiley mindre at forholde sig til.

Det oplyser Fødevarestyrelsen, der forenkler smileyordningen.

Det er blevet lettere for forbrugerne at afkode, om slagteren, stamcafeen og supermarkedet har styr på butikken. 

Fødevarestyrelsen har fra nytår forenklet smileyskalaen, og sagt farvel til et af de fire ikoniske smil på fremtidens kontrolrapporter.

Når Fødevarestyrelsen kontrollerer, om der er gjort rent på grillen, koldt i cafeens kølerum og styr på datomærkningen i dagligvarebutikkerne, slutter besøgene nu med enten en glad, en sur eller en lige mund. 

Dermed er det farvel til den småsmilende smiley. 

Fra fire til tre

"Ændringerne trådte i kraft ved årsskiftet og i forlængelse af, at Folketinget tilbage i 2020 besluttede at forenkle den 20 år gamle smileyordning til gavn for både virksomhederne og forbrugeroplysningen", oplyser Fødevarestyrelsen.

- Med afskeden til den småsmilende smiley forenkler vi den skala, som vi måler virksomhederne på, fra fire til tre. Det gør vi, fordi undersøgelser har vist, at mange forbrugere havde svært ved helt af afkode humøret på de fire forskellige smileyikoner, som et kontrolbesøg kunne ende med. Dermed havde mange forbrugere svært ved at vurdere, hvor godt eller skidt det stod til med fødevaresikkerheden, når de kikkede på kontrolrapporten ved indgangsdøren, siger vicedirektør i Fødevarestyrelsen, Annelise Fenger.

Nu med link

Forbrugerne får endnu en håndsrækning til foråret. 

Fra 1. april skal virksomhederne linke til de seneste kontrolrapporter på findsmiley.dk, uanset om de sælger deres fødevarer over nettet eller på digitale platforme som f.eks. Just Eat, Hungry eller Roomservice.

- På den måde får forbrugere, som shopper fødevarer fra pc, tablet eller smartphone mulighed for at lade vores kontrolresultater få indflydelse på, hvilken virksomhed de vil købe mad fra. Helt på linje med de forbrugere, der handler i en fysisk butik, forklarer Annelise Fenger.

Slut med eliten

Siden nytår har det også været slut med at uddele den såkaldte elitesmiley. 

Den fik virksomhederne, hvis de på fire kontrolbesøg i træk ikke havde fået anmærkninger. Men efter fødevarekontrollen har målrettet kontrollen på branchens problemvirksomheder, kan der nu gå flere år, inden en veldrevet virksomhed når op på de fire besøg, der udløser en elitesmiley, og dermed opnår den good will, som mange forbrugere og forretningsdrivende har lagt i elitesmilet.

De godt 25.000 virksomheder, som i dag har en elitesmiley, skal da heller ikke fjerne den fra den seneste kontrolrapport. 

Men markedsfører man sig med den særlige elitesmiley på nettet eller på et klistermærke ved indgangsdøren, skal man senest 31. marts tage elitesmilet ned.

Powered by Labrador CMS