Stort skænderi om Star Wars endte med politibesøg

"Det er jo bare en film", var der nok nogen, der skulle have sagt til to ungersvende, der diskuterede filmserien Star Wars så højlydt, at naboer tilkaldte politiet.

To ungersvende blev så voldsomt uvenner over Star Wars-universet, at politiet blev tilkaldt. Foto: Benoit Tessier/Scanpix
Udgivet Opdateret

Star Wars er et fænomenalt stykke kultur, mener mange. Serien har fans over hele verden, og i Fredericia i hvert fald to, der var så fanatiske, at de fik besøg af politiet mandag morgen.

To ungersvende – på 17 og 18 år – diskuterede nemlig republikkens reelle styrke i filmene, og det kunne de bestemt ikke blive enige om, skriver TV2.dk.

Vidner til episoden blev så trætte af de to Star Wars-fans, at de kontaktede politiet kort efter klokken fem mandag morgen.

– Vi træffer ganske rigtigt to, der råber og skriger ad hinanden. Det viser sig at være to, der kender hinanden, men de er i ganske beruset tilstand, fortæller Peter Balsgaard, vicepolitiinspektør ved Lokalpolitiet i Fredericia til TV2.

Så skulle man tro, den sag var afsluttet, men den ene var så højrøstet, at han modtog en bøde. Her nægtede han at opgive sit rigtige navn og fortalte betjentene, at han hed Count Dooku. Det er en karakter fra netop Star Wars-universet.

May the force be with him.

Powered by Labrador CMS