Studentervogne stoppet: De var livsfarlige

Der var problemer med en massiv mængde af studentervogne.

I en større kontrol af studentervogne, var der mange fejl og mangler. Også nogle ting, der kunne være gået grueligt galt. Vognen på billedet har intet med sagen at gøre. ARKIVFOTO: Scanpix
Udgivet Opdateret

Fra torsdag til søndag blev et væld af studentervogne – nogle fulde af glade studenter – tjekket af Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Det endte for nogles vedkommende ud i, at der ikke var mere studenterkørsel for den dag.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Få fatale følger

I alt blev 66 studentervogne tjekket for fejl og mangler i 14 af politikredsens kommuner.

Nogle vogne blev tjekket, da de var ved at blive klargjort, mens andre blev tjekket, da de var på rundtur med nybagte studenter.

Der blev fundet 48 forseelser, mens 22 chauffører og vognmænd er blevet sigtet.

For fire af de tjekkede vogne var det så slemt, at de modtog et decideret kørselsforbud. Nogle blev vurderet til at være sikkerhedsmæssigt uforsvarlige.

– Vi så eksempler på, at vekselladet, som studenterne står på under turen, simpelthen ikke var fastgjort korrekt, og det kan få fatale følger i forbindelse med et færdselsuheld. Der var også flere eksempler på at siddepladserne til studenterne var opbygget af paller, som ikke var fastspændt på ladet. Det kan også være livsfarligt, hvis uheldet skulle være ude. Derfor fik de kørselsforbud, og de studerende måtte enten udskyde kørslen eller vente på, at vognmanden sendte en ny studentervogn, siger Henrik Fobian, der er leder af Tungvognscenter Øst.

Chauffør stak af

En af de forseelser, der ofte viste sig, var at chaufførerne ikke havde styr på køre-hviletiderne, der også gælder ved studenterkørsel.

I et særligt grelt tilfælde stak en chauffør af, da betjente var ved at tjekke lastbilen med studenter.

Chaufføren blev efterfølgende fundet med hjælp fra forældre til de glade studenter ombord på vognen.

Det skulle dog vise sig, at der var en god grund til, chaufføren ikke ville opdages. Han havde nemlig ikke bevis til at køre lastbil.

Kan koste menneskeliv

Midt- og Vestsjællands Politi understreger, at de forsøger at være til mindst mulig besvær, når de foretager en kontrol.

Det blev i alt til 48 forseelser og 22 sigtelser ved kontrollerne af studentervogne. Vognen på billedet var der dog intet i vejen med. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Det blev i alt til 48 forseelser og 22 sigtelser ved kontrollerne af studentervogne. Vognen på billedet var der dog intet i vejen med. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Men vigtigheden af at der er styr på sagerne er enorm. For er der problemer, kan det have fatale følger.

– Det er nogle alvorlige ting, vi har set på disse kontroller, og selvom det er vigtigt for de studerende at nå rundt til alle hjem på kortest mulig tid, så skal chaufførerne og vognmændene altså overholde reglerne. Hvis chaufføren ikke får hvil, eller hvis vognen ikke er forsvarlig, så kan det koste menneskeliv, siger Henrik Fobian.

– Vi forsøger at gå så lidt i vejen for de unges fest som muligt, når vi kontrollerer, men ved de grove overtrædelser, ser vi altså ingen anden udvej end at give kørselsforbud for at mindske risikoen for alvorlige uheld, tilføjer han.

Politiet opfordrer vognmænd til at tjekke deres vogne i god tid før, de skal på tur med de feststemte studenter.

Powered by Labrador CMS