Styr uden om dette når du vælger solcreme

Bliv klædt på til at beskytte dig selv og dine børn bedst muligt mod både sol og skadelige stoffer.

Udgivet Opdateret

Der er nu ikke lang tid til sommerferien, og derfor har de fleste vinterblege danskere brug for et beskyttende lag solcreme ved gensynet med solens skrappe stråler. Men historier om mistænkt hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer i solcremer har også gået deres sejrsgang. Så hvad skal man vælge hvis man vil have en kemi fri eller allergivenlig solcreme?

Bliv her klogere på, hvad du kan gøre for at beskytte dig selv og dine børn bedst muligt – mod både sol og skadelige stoffer.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk Kemi er den letteste og meste brugervenlige måde at styre uden om uønsket kemi at gå efter mærkerne.

– Gå efter miljømærket Svanen og Astma-Allergi Danmarks Den Blå Krans. Så får du en solcreme, hvor der er taget hensyn til indholdsstoffer, og som ikke indeholder en række problematiske stoffer – både i forhold til miljø, allergi og mistænkt hormonforstyrrende stoffer, råder Stine Müller, som er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Undgå parfume

Man bør også overveje, om man ønsker en solcreme, der indeholder parfume. Parfumestoffer udgør nemlig en risiko i forhold til allergi. Så vil man have en allergivenlig solcreme, skal man undgå parfume.

Solcreme bliver brugt over det meste af kroppen og i rigelige mængder. Der er altså grund til at være opmærksom på indholdet, fordi stofferne i cremen bliver smurt ud over hele kroppen, forklarer Stine Müller.

I efteråret besluttede EU-Kommissionen, at parfumestoffet hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC) skal forbydes i kosmetik og plejeprodukter.

Det er dog en længere proces, hvor producenterne først får to år til at udfase stoffet fra produktionen. Herefter går der yderligere to år, hvor forhandlerne må sælge de resterende produkter.

Derfor er det oplagt, at man selv aktivt forsøger at undgå parfumestoffet, siger Stine Müller. Det kan man gøre ved at vælge miljømærkerne Svanen og EU-Blomsten, Den Blå Krans eller bruge appen Kemiluppen, som også skanner for det.

Selv om din solcreme lover at være økologisk eller naturlig, er det ikke ensbetydende med, at den ikke kan indeholde allergifremkaldende stoffer eller parfume, lyder rådet fra Astma-Allergi Danmark.

Køb flere solcremer og skift imellem dem

Overvej at skifte solcreme i løbet af sæsonen, så du ikke kontinuerligt udsættes for de samme stoffer og solfiltre, råder Astma-Allergi Danmark.

Når man beskytter sig mod solen, bør man først tænke i tøj, hat og skygge, tilføjer Stine Müller. Brug solcreme på kroppens øvrige steder, der ikke er dækket.

Hvis man ikke er særligt sensitiv eller sart over for solen, kan mange danskere sagtens bruge faktor 15 i Danmark.

– Det kan ofte ikke betale sig at købe produkter med en højere beskyttelse end faktor cirka 15. Ved faktor 15 beskyttes du mod cirka 93 procent af uv-b-strålerne, og du får kun fem procent mere beskyttelse, hvis du for eksempel bruger en faktor 50, lyder rådet på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Høj faktor giver større risiko for allergi

Det er dog en forudsætning, at man smører rigeligt med solcreme på. Ellers får man ikke den dækning, der står på flasken.

– Vælger du en solcreme med en højere faktor, udsættes du for højere koncentrationer af uv-filteret. Generelt giver en højere koncentration af et stof en større risiko for allergi, står der på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside.

Tre råd om brug af solcreme

– Husk at bruge nok: Du bør bruge, hvad der svarer til en håndfuld solcreme per påsmøring. Den anbefalede mængde står oftest også på emballagen.

– Faktoren: I Danmark bør man som minimum bruge faktor 15, men for folk, der har en mere udsat hud, kan en højere faktor som faktor 30 være nødvendig.

– Solcremen fra sidste år: Den kan sagtens bruges, viser test fra Forbrugerrådet Tænk. Hold alligevel øje med, at cremen fortsat har samme konsistens, og at den ikke lugter. Er det ikke tilfældet, kan solcremen fint bruges.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Kræftens Bekæmpelse.

Befinder man sig på havet, hvor genspejling fra vandet gør strålingen stærkere, eller tager man på ferie sydpå, hvor uv-indekset kan være noget højere, bør man til gengæld skrue op for faktoren.

Klik igennem galleriet ovenover for at få råd til hvordan du undgår at blive solskoldet.

Kilde: Miljøstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse.

Powered by Labrador CMS