Styrelse på sagen: Har du betalt for meget?

Et møde i oktober skal være med til at løse problemet.

En del af problemet findes i mobile betalingsløsninger, der bruger oplysninger fra tilknyttede betalingskort for at kunne tilbyde kortfri betaling. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den 1. januar 2018 trådte en ny EU-regel i kraft i Danmark, der forbød butikker, fysiske såvel som online, at kræve gebyr fra kunder for brug af eksempelvis et Visakort eller mastercard.

Reglerne blev gældende for dansk udstedte betalingskort til private, og nu, små tre år senere, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen igangsat en indsats, der skal stoppe ulovligt opkrævede gebyrer på kortene.

Styrelsen skriver i en pressemeddelelse, at en del forretninger ulovligt har opkrævet gebyrer, når der bliver betalt med mobile løsninger, som Apple og Google Pay.

Man kan knytte et betalingskort til en sådan tjeneste, men er kortet udstedt i Danmark, er det ulovligt at opkræve gebyr på betalinger med det, om det så er gennem en tjeneste eller ej.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har truffet afgørelse i mere end 20 sager, hvor en kunde uberettiget er blevet opkrævet et gebyr, og derfor er relevante aktører inviteret til et møde i oktober, hvor man skal finde ud af, hvordan ulovlighederne bliver stoppet.

Sådan kan det gå galt

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gebyret blive opkrævet, hvis en forretnings betalingsterminal registrerer betalinger med mobile løsninger forkert, og at betalingen dermed bliver registreret, som var kortet udstedt uden for EU.

Styrelsen peger på flere årsager, der kan forklare problemet, og det er under alle omstændigheder et problem for virksomhederne, da det ifølge betalingsloven er dem, der har ansvar for at sikre, at der ikke blive trukket et ulovligt gebyr.

Møde

Nu bliver der så gjort noget ved sagen. De mange enkeltstående sager, samt et ønske fra Erhvervsminister Simon Kollerup (S) gør, at man på mødet i oktober skal finde ud af, hvad de tekniske udfordringer består i samt høre, om aktørerne kan være med til at løse problemet.

“I 2019 og den forgange del af 2020 har styrelsen udstedt påbud til 39 forretninger om at stoppe med at opkræve ulovlige gebyrer. Omkring halvdelen af de påbud vedrører betalinger med Apple Pay eller Google Pay,” skriver styrelsen.

Powered by Labrador CMS