Svenskere vil hive dig væk fra Netflix

Arkivfoto: Elo Christoffersen.
Udgivet Opdateret

Svenske Plejmo satser på at trække danskerne væk fra Netflix og over mod deres digitale filmudlejning. Det bliver svært, spår ekspert.

Det er ingen hemmelighed at streamingtjenester som Netflix og HBO sidder tungt på filmmarkedet. Blockbuster findes skam stadig på nettet, men udlejning af film online faldt med seks procent sidste år mens streaming gik frem med 26 procent, skriver Jyllands Posten.

Alligevel tror den svenske filmudlejningsside Plejmo på succes og sorte tal på bundlinjen med deres nyåbnede side i Danmark.

Plejmo tilbyder film ned til tre kroner (nogle er endda gratis) og samlet udbud på over 5000 titler. Alligevel mener digital trendekspert og analytiker hos Elektronista Media, Christiane Vejlø, ikke nødvendigvis, at Plejmo har en unik fordel på markedet.

– Det helt afgørende er, hvilket indhold de har. Man kan jo sagtens have 5000 titler uden at have noget, folk gider at se. Derudover skal de også være gode på prisen og kvaliteten, siger hun.

Næsten ingen ting

Når priserne kan komme helt ned på nærmest ingenting, er det fordi Plejmo sætter dem på samme måde, som man kender det fra flyselskaberne. Er en film mindre populær, vil den falde i pris. Bliver den så pludselig eftertragtet, vil den automatisk stige i pris igen.

– Jeg synes, det er ret interessant, at de har en mobil prisstruktur. Men det, man typisk ser på de her filmudlejningssider er, at det er det sædvanlige indhold af billige film. Derudover skal de huske, at mange danskere har adgang til amerikansk iTunes og Netflix, hvor udbuddet er rigtig stort, siger hun.

Netop på indholdet skal Plejmo finde deres ståsted. Netflix er godt for folk med børn, da de har et stort arkiv af børnefilm. HBO har den yderst populære Game of Thrones. Her rykker det ikke meget, at man har billige film, mener Christiane Vejlø.

– Jeg tror, at meget af det, de udlejer billigt, er det samme som man i forvejen kan se på Netflix. Der er ikke noget eksklusivt i at få en gratis film mere, hvis den sendes jævnligt på kabel-tv eller findes på nettet. Det er bare ikke nok at det er billigt og, at vi selv kan vælge tidspunktet, hvis indholdet ikke er unikt nok, siger hun.

Ikke meget unikt

Christiane Vejlø ønsker ikke at fælde nogen endelig dom over Plejmos chancer på det danske marked, da hun ikke har undersøgt deres indhold nærmere, men siger:

– Når jeg ser på deres indhold på forsiden, hvor man typisk ligger det bedste, ser jeg ikke rigtig noget unikt indhold. Flow-tv er på vej ud, og når vi vælger streaming, er vi mere kritiske over for indholdet. Vi gider ikke længere bare at se noget tilfældigt. Det gode er selvfølgelig, at man ikke betaler for alt det, man ikke ser, siger hun.

Fakta: Her kan du leje film på nettet.

Plejmo.dk: Pris. 0-49 kroner. Plejmo har cirka 5000 forskellige titler, og der kommer flere til. Der er mange billige film, men priserne ændre sig fra dag til dag. Brugervenlighed og kvalitet er god.

Danskfilmskat.dk: Pris. 49 kroner i månedligt abonnement. Bliver du aldrig træt af Olsen Banden eller familien Gyldenkål, er Nordisk films streamingtjeneste lige noget for dig. Prisen er billig men der er heller ingen film af nyere dato.

Blockbuster.dk: Pris. 19-39 kroner. Udvalget og priserne er nogenlunde det samme som man kendte det fra de fysiske Blockbuster-butikker. Til gengæld skal du ikke længere betale bøde. Brugervenlighed og kvalitet er god.

iTunes: Pris. 39-49 kroner. Det er et Apple-produkt, så det er nemt og altid lige ved hånden. Udvalget er dog noget tilfældigt og begrænset. Prisen kan sagtens udkonkurreres af både Plejmo og Blockbuster. iTunes bruger eksempelvis hverken favorit-priser eller tilbud.

Youseeplay.com: Pris.19-39 kroner. You See halter lidt bagefter Blockbuster og Plejmo på bagkataloget, men følger fint med på pris og nyheder. Tjenesten har også en abonnementsordning, hvor man kan se ældre film og tv-serier. Her er der dog intet unikt indhold at komme efter: det minder faktisk lidt om udvalget af film på Netflix.

Kilde: Ritzau Fokus.

Newspaq

Powered by Labrador CMS