Tager kæmpe triumf

Danmark besejrede lørdag Frankrig ved VM i ishockey

Udgivet Opdateret

Det danske ishockeylandshold leverede en stærk præstation og besejrede Frankrig med 3-0 ved VM i Helsinki. 

En fejlfri præstation var det ikke, men resultatet er fremragende mod en nation, der ofte har voldt store problemer. 

Fordelte målene jævnt

Det bringer Danmark op på ni point inden de sidste to kampe i den indledende gruppe.

Et mål i hver af de to første perioder bragte de rød-hvide på sejrskurs, og målmand Sebastian Dahm blev belønnet for en stærk præstation med et rent bur. 

Til sidst afgjorde danskerne det hele med en scoring i tomt mål.

At Ehlers satte Mathias Bau op i førstekæden og ommøblerede sin tredjekæde, gav ny dynamik. 

Kaptajnen viste vejen

Men det var nu den uændrede andenkæde og en uforandret powerplay-formation, der stod for de to danske scoringer.

Kaptajn Peter Regin viste vejen, da han afsluttede et præcist udført kontrastød efter forarbejde af Frederik Storm og Markus Lauridsen.

Og kort inde i anden periode meldte Joachim Blichfeld sig tilbage ved VM efter et par anonyme kampe. 

I dansk overtal sendte han pucken ind i kaosset foran mål, og den smuttede hele vejen ind mellem den franske målmands ben.

Scoring gav ro i sindet

2-0-scoringen gav en smule ro i sindet hos et dansk hold, der i perioder tillod lovlig mange chancer imod sig.

Specielt i kampens indledning sørgede farlige danske pucktab og NHL-spilleren Alexandre Texiers individuelle kvalitet for gode franske tilbud.

Dahm var dog opmærksom i buret, som han også var, da Danmark i begyndelsen af tredje periode kom under belejring i en aggressiv fransk indledning.

I flere minutter blev danskerne låst fast i egen zone og måtte bruge mange kræfter på at lukke skudvinklerne ned. 

Danmark havde rigeligt at juble over lørdag eftermiddag.
Danmark havde rigeligt at juble over lørdag eftermiddag.

Forpurret af udvisninger

Den franske dominans blev til sidst forpurret af et par unødvendige udvisninger, og Danmark fik luft.

En 3-0-scoring på det tidspunkt kunne have pillet den sidste moral ud af franskmændene, men de danske spillere koncentrerede sig primært om at placere sig rigtigt og undgå fejl.

Med to minutter igen tog den franske landstræner sin målmand ud i en sidste, desperat satsning. Men det resulterede blot i, at Julian Jakobsen kunne sætte pucken i det tomme mål.

For spillerne er sejren en opmuntring efter nederlaget til Tyskland. Det ændrer dog ikke på, at der skal flere point på kontoen i de to sidste kampe mod Canada og Slovakiet, hvis Danmark skal i kvartfinalen.

Powered by Labrador CMS