Tank advarer efter fejl: Har du tanket her?

Benzin og diesel er blevet blandet på en OK-tankstation ved Tjæreborg. Det kan ødelægge din motor, hvis du ikke passer på.

Har du tanket benzin hos en bestemt OK-tank, så er der grund til dybe panderynker. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Onsdag blev en af OKs mange tankstationer landet over lukket ned klokken 17.00. Det skete, da OK var blevet opmærksom på en fejl, hvor en mindre mængde diesel havde blandet sig med benzin af typen Blyfri 95. OK oplyser, at man kan have oplevet motorproblemer, hvis man har tanket benzin – men har man blot fyldt diesel på, burde der ikke være noget problem.

– Vi har undersøgt omfanget af fejlleverancen, og den er heldigvis af yderst begrænset omfang. Vi er selvfølgelig kede af det bøvl, produktblandingen kan have givet bilisterne og vil derfor gerne høre fra bilister, der har tanket benzin blyfri 95 på stationen, siger Anne Dyrholm, presseansvarlig i OK i en pressemeddelelse.

Blandingsproblemet har fået OK til at lukke tankstationen i Tjæreborg nær Esbjerg, tømme tankene og rense anlægget – inden at tankstationen igen åbnede.

OK leder efter ramte kunder

De kunder, der har tanket mellem tirsdag aften den 16. oktober klokken 21.00 til og med onsdag den 17. oktober klokken 17.00 er nu igang med at blive kontaktet af OK. Men OK har ikke kontaktoplysningerne på alle kunderne, da enkelte har tanket uden OK-kort. Og de kunder har OK altså ingen mulighed for at kontakte direkte.

Da Newsbreak.dk taler med Anne Dyrholm forklarer hun, at OK netop nu er igang med at ringe rundt til OK-kunder, der har tanket på stationen i det fejlbehæftede tidsrum.

Newsbreak.dk har tidligere skrevet en artikel om, hvordan man som billist skal forholde sig, hvis man har fyldt diesel i en benzinbil ved en fejl. Det at blande benzin og diesel kan nemlig blive rigtig dyrt som bilejer. Men der er nogle tegn, du kan være opmærksom på som bilejer.

– Bilerne begynder at hakke og sprutte, når de kører på forkert brændstof, fortalte Anders Røjskjær, der er servicetekniker hos Skorstensgaard i Fredericia, dengang at tankstationskæden F24 begik samme fejl.

Har du fået hældt forkert brændstof på bilen – altså diesel – så er det muligt, at du kan køre videre. En benzinbil kan nemlig godt køre, hvis der kun er kommet lidt diesel ned i tanken – og hvis det bliver blandet grundigt med benzinen. Men er der tale om at du har hældt meget diesel ned i tanken, så kan det i værste fald betyde, at du ikke kan starte bilen og så skal tanken tømmes og renses.

 

Powered by Labrador CMS