TDC vil sælge fra

TDC vil sælge fra. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Danmarks største telekoncern, TDC, overvejer at sælge sit selskab TDC Hosting, der driver og udliciterer IT.

Det oplyser TDC mandag morgen i en fondsbørsmeddelelse om, at der nu er sat »en strategisk gennemgang af TDC Hosting« i gang.

»Den strategiske gennemgang kan/kan ikke føre til et salg af TDC Hosting. Der kan ikke gives nogen sikkerhed for, hvornår et sådan salg vil ske, hvis det overhovedet sker. Yderligere offentliggørelse vil ske, hvis og når beslutning om at gå videre med et salg er truffet,« hedder det.

Hårdt pres på TDC

TDC Hosting har omkring 350 medarbejdere i Aarhus, København og Sverige og er sammen med Netdesign en del af TDCs erhvervsforretning. De to datterselskaber udgjorde i 2014 sammenlagt 27 procent af TDCs omsætning. Størstedelen af TDC Hostings omsætning ligger i Danmark.

TDC Hosting omsatte i 2013 for 538 millioner kroner i Norden.

TDC Hosting råder over 18 datacentre i Danmark og Sverige.

TDC er presset

TDC er presset hårdt af den vedvarende mobilkrig, som koster koncernen store penge og mange kunder. Derfor er telegiganten i færd med en større omstilling mod at blive en underholdningskoncern. I september 2014 købte TDC således Norges næststørste kabel-TV-selskab, Get, for 12,5 milliarder kroner for at kunne få større vægt, når der skal forhandles TV-aftaler med TV-stationerne. Get lægger 500.000 kunder oven i TDCs eget YouSees 1,2 millioner husstande.

TDCs ledelse har siden begyndelsen af 2014 analyseret alle sine afdelinger med henblik på at skære koncernen til i den skærpede konkurrence.

TDCs seneste frasalg var, da alle finske aktiviteter 29. april 2014 blev solgt for 1,15 milliarder kroner. TDC er i dag i Danmark, Sverige og Norge. TDCs norske division udgjorde i oktober-december fem procent af TDCs samlede omsætning, mens den svenske division stod for 11 procent.

Powered by Labrador CMS