TDCs topchef ryger ud med øjeblikkelig virkning

Koncernchef i TDC Carsten Dilling fratræder øjeblikkeligt sin stilling. Foto: Jeppe Bøje Nielsen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Danmarks største telekoncern, TDC, får ny topchef med øjeblikkelig virkning.

Pernille Erenbjerg, som hidtil har været næstkommanderende og koncernfinansdirektør, overtager topposten efter Carsten Dilling, der fratræder i dag efter gensidig aftale med bestyrelsen. Carsten Dilling vil dog de nærmeste måneder stå til rådighed som rådgiver for Pernille Erenbjerg.

»Det er sundt for enhver virksomhed kontinuerligt at udfordre sig selv, og indimellem kræver det en ændring af direktionens besætning. Det er den beslutning, vi nu har truffet. Stillingen som koncernchef er per definition til låns, og vi har truffet en fælles beslutning om, at tiden nu er rigtig. Det er bestyrelsens klare opfattelse, at Pernille har den rette profil til med sikker hånd at føre TDC videre,« siger bestyrelsesformand Vagn Sørensen i en kommentar til topchefskiftet.

TDC er presset

Carsten Dilling kom til TDC i 2007 og har siden 2012 siddet i spidsen for telekoncernen, hvor han afløste Henrik Poulsen, der fik topjob i DONG Energy. Hun var tidligere, 2002-2003, partner i revisionsselskabet Deloite og før da statsautoriseret revisor i Arthur Andersen.

Pernille Erenbjerg har været i TDC siden 2003. I 2008 blev hun koncernøkonomidirektør og i 2001 koncernfinansdirektør. Tidligere i år blev hun desuden udnævnt til viceadministrerende direktør i TDC.

TDC-koncernen er presset af den langvarige mobilkrig, som går drastiske indhug i kundeantallet. Senest har TDC også tabt mange af de vigtige og bedre betalende TV-kunder.

I Carsten Dillings regeringstid har TDC ændret strategi. Først indgik man en opsigtsvækkende aftale med en af de tidligere hovedkonkurrenter, nemlig et af energiselskaberne, hvor TDC i det jyske trekantsområde skal stå for driften af Trefors fibernet. Siden købte TDC i september 2014 overraskende Norges næststørste kabel-TV-selskab Get for 12,5 milliarder kroner for at skaffe sig en større kundebase, der kombineret med den danske skal sikre, at koncernen stadig kan vokse. De seneste to kvartaler har det da også været Norge, der har reddet TDCs regnskab.

Analytiker: Ikke overraskende

Investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, mener ikke, at fyringen af Carsten Dilling er specielt overraskende.

»Bestyrelsen må på et tidspunkt handle efter en skuffende udvikling. Aktiekursen er bombet tilbage, og Telia og Telenor har i investorernes øjne en langt mere attraktiv profil. Carsten Dilling har ikke for alvor formået at løfte TDC videre efter kapitalfondsejerskabet, og TDC har de seneste kvartaler og år tabt mange kunder på TV-siden og inden for mobilområdet. Det er naturligvis utilfredsstillende, og bestyrelsen må derfor handle,« siger han.

Han mener dog, at TDC »mere aktivt skal indgå i en konsolideringsøvelse i Norden«.

»Bestyrelsen kan mene, at en ny topleder er bedre til at skabe værdi. Derfor og på grund af den skuffende udvikling er fyringen ikke specielt overraskende,« mener Per Hansen.

Må dobbeltjobbe lidt

Carsten Dilling siger i en udtalelse om sin efterfølger, at »hun er godt rustet til opgaven, og det er derfor det helt rigtige tidspunkt til at tage fat i næste kapitel af TDCs historie.«

»Personligt glæder jeg mig til, efter mere end otte spændende år i TDC, at skulle prøve noget nyt,« tilføjer han.

TDC har endnu ikke udpeget en ny koncernfinansdirektør. Den post bestrider Pernille Erenbjerg indtil videre samtidig.

Powered by Labrador CMS