Teenage-pige efterlyses: Stukket af fra surrogat-anbringelse

Politiet efterlyser en 17-årig pige, der har været væk siden 11. april.

Politiet her i Nuuk i Grønland efterlyser en 17-årig pige, der er stukket af fra sin anbringelse i surrogat, (Genre)Foto: Thorkil Jacobsen.
Udgivet Opdateret

Nuuk Politi efterlyser den 17-årige Bergithe Josefsen, som siden tirsdag aften 11. april har været på flugt fra sin surrogat-anbringelse i Nuuk.

Nuuk Politi har eftersøgt den undslupne hos hendes bekendte, men indtil videre uden positivt resultat.

– Men nu efterlyser vi hende så officielt, siger John Nielsen, politiassistent i vagtcentralen hos Nuuk Politi, til Newsbreak.dk.

Nuuk Politi er overbevist om, at Bergithe Josefsen stadig er i Grønland, men om hun befinder sig i Nuuk, er sværere at svare entydigt på.

– Hun kan jo være taget med bygdeskib eller være fløjet, siger John Nielsen.

På grund af pigens alder, vil Nuuk Politi ikke oplyse til Newsbreak.dk, hvorfor hun er anbragt i surrogat.

– Der er nogle hensyn man skal tage, når personer er under myndighedsalderen, siger John Nielsen, der også kan tilføje, at man derfor endnu ikke har offentliggjort et foto af den efterlyste.

Bergithe Josefsen beskrives som alderssvarende af udseende, har sort hår, er 150-160 centimeter høj og almindelig af bygning.

Under flugten var hun iført sort dunvest, bordeaux trøje, blå bukser, sort hue og støvler.

Du kan læse efterlysningen på både grønlandsk og dansk i opslaget herunder.

Oplysninger eller tip kan gives til Nuuk Politi på telefon (00299) 70 14 48.

Powered by Labrador CMS