Teknikere på stedet: To anholdt efter episode i eks-landsholdsspillers hjem

En person er hentet i ambulance fra en lejlighed på Sluseholmen, der tilhører fodboldspilleren Nicki Bille.

Udgivet Opdateret

En person er natten til onsdag hentet i ambulance fra en lejlighed ved Sluseholmen, der tilhører fodboldspilleren Nicki Bille.

Det bekræfter central efterforskningsleder ved Københavns Politi Bjarke Madsen.

Politiet kan tidligt onsdag morgen ikke oplyse noget om personens identitet og altså heller ikke, om den tilskadekomne person er Nicki Bille.

– Der er hentet en person i ambulance, og politiet arbejder på stedet med teknikerudstyr, og det er faktisk også, hvad jeg kan sige på nuværende tidspunkt, siger efterforskningslederen.

To anholdt

Overfor Ekstra Bladet bekræfter vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi, at to vidner i sagen er anholdt.

– Vi fik anmeldelsen klokken 23.03 tirsdag, og vi har anholdt to vidner i sagen. De er ikke sigtet for noget, siger Henrik Stormer til Ekstra Bladet.

Politiet har ikke ønsket at bekræfte, hvorvidt der er brugt en form for våben. Men sikkert og vist er det, at politiet holder kortene tæt på kroppen.

Efterforskning på stedet

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvorvidt der er foregået noget kriminelt på adressen.

– Lige nu efterforsker vi rimeligt bredt, fordi vi reelt ikke ved, om der er tale om en forbrydelse, siger Bjarke Madsen.

Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer oplyser over for TV2, at to personer er blevet anholdt. Det er ifølge vagtchefen sket i forbindelse med et “voldsomt husspektakel”.

Forbipasserende ved lejligheden kan konstatere, at teknikere iført dna-dragter befinder sig ved lejligheden.

Bjarke Madsen oplyser, at den tilskadekomne er uden for livsfare, men at skaderne har været behandlingskrævende. Personen er blevet kørt til Rigshospitalet.

Flere episoder

Angriberen har trukket et væld af kulørte sager af mere eller mindre alvorlig karakter med sig gennem karrieren.

En af de mere alvorlige kom i sommer, da Nicki Bille blev dømt for vold mod en kvinde i Monaco.

Nicki Bille blev i forbindelse med en episode for fire et halvt år siden idømt betinget fængsel, efter at han havde modsat sig anholdelse og havde bidt en politibetjent.

Han opnåede i 2013 tre A-landskampe for Danmark, hvor han scorede et enkelt mål.

To år forinden var han fast mand i angrebet for Danmark ved EM-slutrunden for U21-landshold på hjemmebane.

Powered by Labrador CMS